Generativ AI vil transformere danske virksomheder
To ud af tre danske virksomheder forventer, at generativ AI vil være med til at transformere deres branche, viser analyse, der er gennemført af Dell.
Del artiklen påGenerativ AI (GenAI) vil fundamentalt ændre erhvervslivet på tværs af brancher. Det mener 68 pct. af de adspurgte danske virksomheder ifølge Dell Technologies’ Innovation Catalyst Research, der er baseret på svar fra 100 beslutningstagere inden for it og forretning i danske virksomheder med mere end 100 ansatte.
Undersøgelsen, der er global og omfatter 6.600 besvarelser fra 40 lande, viser, at selvom der er bred optimisme i Danmark i forhold til kunstig intelligens og GenAI, er der stor forskel på, i hvor høj grad virksomhederne er forandringsparate.
Tre ud af fire beslutningstagere (76 pct.) svarer således, at deres virksomhed er godt positioneret konkurrencemæssigt og har en solid strategi. Samtidig er 60 pct. af respondenterne usikre på, hvordan deres branche vil se ud om 3-5 år, og 50 pct. rapporterer, at de kæmper for at holde trit med udviklingen. De nævner mangel på de rette talenter (31 pct.), mangel på en klar strategi fra ledelsesteamet (31 pct.) og manglende budget (31 pct.) som de tre største udfordringer, de står over for, når de skal drive innovation.
GenAI: Lang vej endnu og bekymringer om sikkerheden
De danske virksomheder fremhæver, at GenAI har et stort og transformerende potentiale til at forbedre it-sikkerheden (57 pct.), øge produktiviteten (54 pct.) og forbedre kundeoplevelsen (53 pct.). Samtidig er virksomhederne også optaget af en række udfordringer. Således frygter 67 pct. af de adspurgte, at GenAI vil resultere i nye sikkerheds- og privatlivsproblemer, mens 70 pct. mener, at virksomhedernes IP og data ganske enkelt er for værdifulde til at blive placeret i et GenAI-værktøj, hvor en tredjepart kan få adgang.
Ifølge analysen er 67 pct. af de danske virksomheder i gang med GenAI i et eller andet omfang, lige fra tidlige pilotprojekter til fuld udrulning af værktøjer og uddannelse af medarbejdere. Til sammenligning er det globale gennemsnit i analysen 80 pct., hvilket indikerer, at danske virksomheder er mere henholdende. Analysen viser også, at 14 pct. af de danske virksomheder har forbudt anvendelsen af GenAI ift. 6 pct. i det globale gennemsnit.
- Der er ikke nogen tvivl om, at størstedelen af de danske virksomheder forstår potentialet i GenAI. Dykker man ned i tallene, er det dog kun fem pct. af virksomhederne, der på nuværende tidspunkt har veletablerede GenAI-løsninger kørende. De resterende virksomheder befinder sig forskellige steder på modenhedsskalaen – lige fra tidlig identifikation af relevante AI-områder over de første pilotprojekter til involvering af deres datascience-teams for at bygge AI-modeller,” siger Heidi Have, der er Managing Director i Dell Technologies i Danmark, og understreger, at også her er Danmark bagefter, idet 11 pct. af virksomhederne på globalt plan allerede har GenAI-løsninger kørende.
Succes med GenAI kræver den rette infrastruktur
Undersøgelsen kortlægger også, at moderne datainfrastruktur spiller en afgørende rolle i takt med udbredelsen af GenAI og de heraf voksende datamængder. Investering i en moderne, skalérbar infrastruktur bliver nævnt som et af de tre vigtigste forbedringspotentialer for at fremskynde innovation. Langt de fleste it-beslutningstagere (76 pct.) siger, at de foretrækker en on-prem- eller en hybrid cloudmodel for bedst muligt at løse udfordringerne med at implementere GenAI.
- Når det handler om infrastrukturen til GenAI, flugter undersøgelsen fint med det billede vi har i Dell Technologies, når vi er i dialog med de danske virksomheder om hybrid cloud og on-prem-modeller. Størstedelen af de danske virksomheder oplever nemlig udfordringer med lovgivning, sikkerhed, adgang til data, organisatorisk forandring, ressourcer, time-to-market og omkostningsstyring, og derfor ønsker de at holde data tæt på virksomheden, påpeger Heidi Have.
Muligheden for at kunne dele data på tværs af virksomheden er desuden en vigtig del af innovationspuslespillet, og kun hver fjerde danske virksomhed (24 pct.) kan omdanne data til realtidsindsigter som en del af deres innovationsindsatsen. Svarene indikerer imidlertid, at virksomhederne tager denne udfordring op, idet 67 pct. mener, at data er den differentierende faktor, hvorfor deres GenAI-strategi skal omfatte brug og beskyttelse af disse data.
Om Innovation Catalyst-undersøgelsen
Undersøgelsen er udført af Vanson Bourne på vegne af Dell Technologies. Den indeholder besvarelser fra 6.600 respondenter i virksomheder og offentlige institutioner med mere end 100 medarbejdere i 40 lande fra hhv. Nordamerika, Latinamerika, Europa, Mellemøsten, Afrika, Asien og Australien. I Danmark omfatter undersøgelsen 100 respondenter fra virksomheder og organisationer i den private og offentlige sektor.