Mobiltelefoner skal hjælpe hinanden til længere batterilevetid
Aalborg Universitet får nu stor støtte til at udvikle et forskningsområde, som skal få mobiltelefoner til at kommunikere med hinanden på en ny måde.
Allerede i dag har mobiltelefoner kvaler med batteriernes levetid, men i fremtiden kan problemet blive endnu større. Efterhånden som applikationer, services og specialfunktioner bliver mere og mere udbredte, dræner det batteriet for strøm hurtigt. En gruppe forskere på Aalborg Universitet arbejder derfor på at forbedre forholdene, men ikke ved at udvikle en ny type batteri.
- Vores mål er at bryde med den eksisterende tilgang, hvor man udvikler meget komplekse mobil-enheder, som opererer helt alene, og i stedet organiserer mobiltelefonerne i såkaldte 'mobile clouds'. Mobile enheder, der befinder sig i nærheden af hinanden kan samarbejde og hjælpe hinanden til bedre modtageforhold, forklarer lektor Frank Fitzek fra Institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet.
Tanken er blandt andet, at mobiltelefonerne automatisk skal kunne deles om signaler, ligesom når internetbrugere anvender 'peer to peer'-teknologi til i fællesskab at streame videosignaler.
Ved at binde telefonerne sammen vil det ikke kun spare energi, men også danne grundlag for nye services. Hvis flere telefoner deles om at hente et tv-signal, vil billedkvaliteten blive bedre, og et foto fra mobilen kan hurtigt deles med andre eller suppleres af billeder, som andre telefoner har taget fra andre vinkler, og som kan sættes sammen til et 3D-motiv.
For fem år siden var forskernes arbejde primært idéer, men forskningen på Aalborg Universitet er nu langt fremme og så lovende, at Forsknings- & Innovationsstyrelsen skyder et stort beløb ind i forskningen. Det Frie Forskningsråds forskerkarriereprogram Sapere Aude annoncerede onsdag, at lektor Frank Fitzek modtager en af de store bevillinger, der giver mulighed for at opbygge et forskerteam, som kan arbejde med Green Mobile Clouds i en årrække.
Sapere Aude er latin og betyder 'vov at vide', og det nye støtteprogram har til formål at styrke forskningens vækstlag, udvide talentmassen i dansk forskning og hjælpe som springbræt til international prestige og netværk.
For Frank Fitzeks forskning får den fire-årige bevilling fra Sapere Aude stor betydning, både fordi den giver mulighed for at udvide forskerstaben, og fordi den klare opbakning til projektet også kan bruges som rygstød til de internationale samarbejder. Kun få forskergrupper arbejder med det nye område network coding, som vil ændre måden man udvikler mobiltelefoner, men Aalborg Universitet er så langt fremme, at der allerede er samarbejde med universiteter som MIT, Harvard og Hong Kong.
På disse universiteter beskæftiger man sig mere med det teoretiske niveau, og medarbejdere og studerende sendes derfor til Aalborg for at lære om implementeringen af de nye tanker. Frank Fitzek vurderer, at konceptet bag Green Mobile Clouds har et stort potentiale, men også nogle forhindringer, som man nu skal kaste sig over.
'Mobilskyen' vil nemlig ikke kun kunne hjælpe med at spare energi, men også danne grundlag for typer af servicer, som enkeltstående telefoner aldrig ville være i stand til.
- Der er flere udfordringer. En af de mest interessante med hensyn til trådløs teknologi er effektiv kommunikation inde i 'den mobile sky'. Her undersøger vi forskellige tilgange inden for netværkskodning. Men også rent socialt bliver det spændende, hvordan 'de mobile skyer' vil kunne formes mellem mennesker, der ikke kender hinanden, siger 39-årige Frank Fitzek, der stammer fra Oldenburg i Tyskland.
- Der er brug for megen forskning, blandt andet i network coding, men for os handler det også om at skabe plads til innovation, der kan blive til virksomheder på det globale marked for mobiltelefoner, så iværksætter-aspektet fylder også en del i de ting, vores studerende er involveret i, siger Frank Fitzek.
På Aalborg Universitet modtager også professor Christian Albrekt Larsen fra Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning en Sapere Aude-bevilling til et projekt om, hvordan den 'nordiske model' påvirker befolkningens opfattelser, værdier og orienteringer. Forskerkarriereprogrammet blev igangsat af Det Frie Forskningsråd i 2010 for at give forskningens elite de bedste muligheder for at skabe banebrydende resultater. De 31 modtagere af årets 'DFF-Forskningsleder'-bevillinger modtager tilsammen over 230 mio. kroner.
Relaterede nyheder
- • Ny teknologi skræmmer fugle væk fra markerne
- • Silicon Labs køber 2,4 GHz specialisten Ember
- • austriamicrosystems bliver til 'ams'
- • Future lancerer energy harvesting testplatform
- • Ny standard for trådløs opladning i støbeskeen
- • Stor opbakning til nye M2M standard i 'white space' området
- • Danfoss afhænder datterselskab
- • Microsoft vil være med til at nedbryde 'memory-muren'
- • Hjertesensorer integreres i et 'armbåndur'
- • ARM Cortex-A9 test chip bryder 3GHz barrieren
- • Widex nomineret for banebrydende opfindelse
- • EnOcean vil have fokus på energy-harvesting i uddannelsesmiljøerne
- • Tre kineiske mobilproducenter rykker ind på top-10 listen
- • Top-applikationer for 'tingenes internet'
- • Ministerbesøg på HPI
Seneste nyheder
- • Step-down konverter opererer med 96 procent effektivitet
- • Maxwell Technologies hos Digi-Key
- • Højeffektive DC/DC-konvertere i brick-format
- • Farnell udvider med GNSS/GPS receivere
- • Fuld HD LCD-modul med stor betragningsvinkel
- • Ny teknologi skræmmer fugle væk fra markerne
- • Silicon Labs køber 2,4 GHz specialisten Ember
- • Touch platform emulerer fysiske trykknapper
- • AMD udvider APU platformen med ny R-serie
- • Ericsson klar med ny generation af powermoduler
- • Første 4 Gbit LPDDR'er i 20nm teknologi
- • SemiSouth sampler første 650V SiC JFETs
- • Digi-Key i globalt samarbejde med t-Global Technology
- • austriamicrosystems bliver til 'ams'
- • Find spændende apps til OrCAD og Allegro på nettet
- • Future lancerer energy harvesting testplatform
- • HDMI bridge-IC strømliner HD-konnektiviteten
- • Box med display
- • Ny standard for trådløs opladning i støbeskeen
- • Stor opbakning til nye M2M standard i 'white space' området
- • AMD Embedded G-Series undestøtter Windows RTOS
- • Ny 600V IGBT platform
- • COM-modul med næste generation Atom dual-core processorer
- • Danfoss afhænder datterselskab
- • Renesas hos RS