Seminarer • konferencer
kurser • messer
Send til en ven   Udskriv9/9 2011 kl. 9:54
Send til en ven

Tv-apps giver tv'et nyt liv

Premiere. TDC tilbyder nu tv-apps produceret specifikt til dansk tv. De første seks er klar til at give danskere øjeblikkelig adgang til nyheder, vejret, musik, radio, billeder og et valgbarometer.

Apps til tv'et minder om apps til smartphones, men er udviklet med særlig tanke på skærmens størrelse og nem navigation med fjernbetjeningen. De første seks tv-apps fra TDC giver adgang til brugerens digitale billeder, vejret i hele verden, danske radiostationer, TDC Play, et Folketingsvalg 2011 barometer samt nyheder leveret af Jyllands-Posten. Om en måneds tid kommer også Berlingske Tidende med.

- Vi er overbeviste om, at særligt nyhederne vil få stor betydning. Den bliver afløseren for tekst-tv, hvor du udover at læse om begivenhederne også kan se tv-klip og pressefotos. Halvdelen af danskerne bruger dagligt tekst-tv, og vi tror meget på, at vores nyheds-app fremover vil dække dette behov, siger direktør René Brøchner, TDC Privat.


Genbruger succeser

De seks apps er bl.a. valgt ud fra internationale studier af tv-kunders adfærd i andre lande sammenholdt med egne brugerstudier fra danske hjem. Og så er der naturligvis også skelet til TDC's egne succeser. 

 - Brugen af fri musik med TDC Play vil blive revolutioneret for vores kunder, fordi de nu får verdens største jukebox ind i deres stue. Og de kunder, der har backup med HomeDisk, får blandt andet adgang til deres billedbibliotek, så de kan vise alle billederne på fjernsynet, siger René Brøchner.

Indtil videre vælger TDC at frigive alle seks tv-apps til alle kunder, men det er slet ikke utænkeligt, at der en dag kommer så mange og så varieret et udbud, at kunderne selv kan vælge tv-apps i en slags tv-app-store. Fremtiden vil i hvert fald være interessant for tv-kunder.

- Vi vil ikke længere kun bruge tv'et til klassisk tv-sening, men kommer til at bruge det til ting, som vi hidtil kun har brugt internettet til. Vores vaner vil ændre sig, fordi vi langt hurtigere og meget nemmere kan dele billeder og videooptagelser med hinanden samtidig med, at vi tilkendegiver vores holdninger om tv-shows eller film via sociale medier. Alt sammen sker direkte på tv'et, og det ser jeg som en revolution, afslutter René Brøchner.

Om de seks tv-apps

Adgang til tv-apps: Tryk på den blå knap eller 'Mit TDC' på fjernbetjeningen. Naviger via piletasterne og ok-knappen på fjernbetjeningen.

Nyheder: Live nyheder ligesom på internettet. Menuerne giver adgang til aktuelle nyheder (sorteret under temaer som fx kultur, sport, erhverv og politik) samt tv og foto. De kan vises i menuen eller i fuld skærmvisning.

Vejret: Adgang til vejret i stort set alle byer og steder i hele verden. Man navigerer til den ugedag, man vil se vejret for, som herefter vises i tretimers intervaller inden for det pågældende døgn. Nedbør, vindretning og vindstyrke oplyses også. Man kan naturligvis tilføje sine yndlingssteder til en favoritliste.

TDC Play: Fri adgang til over 10 mio. sange som en jukebox via tv'et. Adgang til musikken kan enten ske via den aktuelle inspirationsforside, TDC Plays hitlister eller egne playlister. Man kan desuden søge på kunstnere, album eller sange.

Radio: Med app'en kan man afspille de fleste danske radiostationer fra tv'et.

HomeDisk: App'en giver adgang til billeder, som brugeren har lagret på sin HomeDisk. De kan vises direkte på tv-skærmen. App'en giver både et overblik over billedmapper eller mulighed for at søge. Man kan også starte slideshows i fuld skærm.

Valgbarometer: App'en er en meningsmåling, som viser, hvordan TDC's tv-kunder vil stemme til valget. Stemmen er anonym, og kunden har mulighed for at ændre sin stemme. Man skal naturligvis afgive sin rigtige stemme til folketingsvalget

Forrige12345678910111213141516
17181920Næste

Elektronik & Data • Odsgard A/S • Stationsparken 25 • 2600 Glostrup • Tlf: +45 4345 1063