Seminarer • konferencer
kurser • messer
Send til en ven   Udskriv16/4 2010 kl. 11:42
Send til en ven

BB Electronics: Krisen klinger af

Elektronik-virksomheden, der har hovedsæde i Horsens og datterselskab i Kina, kan glæde sig over en tykkere ordrebog. 

BB Electronics, der producerer elektronik til industri-, telekommunikation/IT- og medico-segmentet, oplever lige nu en mærkbar tilgang af ordrer.

- Vi har siden oktober sidste år glædet os over en stigende ordretilgang, og vi tror nu på, at der er tale om en blivende tendens, vurderer Knud Andersen, der er administrerende direktør for BB Electronics. Det gør BB Electronics til en fintfølende indikator for den aktuelle, globale økonomiske situation.

- Vi tolker ordretilgangen som udtryk for, at det i nogle brancher på nogle markeder begynder at gå fremad. Det går ikke så hurtigt, som før krisen ramte, men vi har en god fornemmelse af, at det går i den rigtige retning, siger Knud Andersen.

Som alle andre har også BB Electronics mærket den globale afmatning. Virksomheden oplevede i 2009 en nedgang i omsætningen på knap 25 % til 550 mio. kr. og et EBITDA før særlige poster på 4 mio. kr. På trods af ovenstående er det lykkedes BB Electronics at realisere et positivt frit cash flow.

- Resultatet er ikke tilfredsstillende. Men vi er faldet mindre end markedet generelt, og som del af en ekstremt konjunkturafhængig industri, må vi indrette os efter realiteterne, siger Knud Andersen.

BB Electronics greb om nældens rod allerede i 2007 før den økonomiske afmatning begyndte. Der startede et omfattende LEAN-projekt, der gjorde virksomheden godt forberedt, da krisen i løbet af 2009 ramte med fuld kraft.

- Set i bakspejlet satte vi projektet i gang på det helt rigtige tidspunkt. Sammen med en positiv likviditetsudvikling, en stærk soliditetsgrad, samling af de danske aktiviteter i Horsens og usvækkede investeringer i såvel udstyr som udvikling af virksomhedens forretningsprocesser betyder det, at virksomheden står stærkt med henblik på at spille en central rolle i den fremtidige markedsvækst, siger Knud Andersen.

BB Electronics, der beskæftiger godt 600 medarbejdere i Horsens og Suzhou i Kina, forventer i 2010 en positiv bundlinje og en omsætning på niveau med 2009.

Forrige123Næste

Elektronik & Data • Odsgard A/S • Stationsparken 25 • 2600 Glostrup • Tlf: +45 4345 1063