Minirobotter rykker ind i elektronikindustrien
Eltraco Automation og robotintegratoren Robot Nordic oplever stor efterspørgsel efter små robotter, som kan løse simple håndteringsopgaver i industrien, og flere elektronikproducenter har nu investeret i de små såkaldte Dobot robotter.
Hvad der begyndte som et kodningslegetøj for lærlinge og praktikanter, er blevet en gedigen salgssucces for robotintegratoren Robot Nordic, der er Eltraco Automations samarbejdspartner inden for automation.Den odenseanske virksomhed oplever således stor efterspørgsel fra industrien på en særlig type håndteringsrobotter, som Robot Nordic importerer fra Kina, hvor robotterne - kaldet Dobot - anvendes i stor stil af blandt andre elektronikgiganten Huawei.
- Vi har haft agenturet i en tre års tid, men det er virkelig eksploderet på det seneste, og jeg bruger stort set al min arbejdstid på Dobot. Alene i 2021 er salget vækstet med 200 procent i forhold til 2020, forklarer Sune McDonald Bertelsen, der er Sales Manager hos Robot Nordic.
På vej ind i elektronikindustrien
Med en pris på typisk under 20.000 kroner kan man som virksomhed købe 10-20 Dobot til prisen af en traditionel kollaborativ robot og anvende dem til helt simple håndteringsopgaver i bl.a. test, dispensering, labelpåsætning og andre små 'pick & place' håndteringer - eller som undervisningsrobotter i forbindelse med oplæring af medarbejdere.
Dén businesscase er der flere og flere industrivirksomheder, der får øjnene op for, fortæller Sune McDonald Bertelsen. Herunder i elektronikindustrien, hvor Robot Nordic bl.a. via et samarbejde med Eltraco Automation har solgt robotter til flere danske elektronikkunder.
Også en virksomhed som Coloplast er begyndt at kigge minirobotternes vej. Hos Coloplast vil robotterne skulle bruges til at automatisere nogle helt simple, manuelle processer, som det ellers normalt ikke ville kunne betale sig at automatisere.
Et helt nyt marked
Engagementet med de små Dobot blev indledt, da Robot Nordic for nogle år siden stod og manglede en robot, som virksomhedens lærlinge og praktikanter kunne bruge til at øve sig på kodning. Det var her, at Robot Nordic hurtigt indså potentialet i de små robotter - ikke kun til undervisningsbrug, men også til brug direkte i industrielle miljøer.
- Vi ser et helt nyt marked for løsninger, som det ikke ville kunne betale sig at automatisere med en traditionel industrirobot. Kort sagt kan man bruge de her robotter de steder, hvor man i dag har en person til at stå og trykke på en knap eller flytte et emne fra A til B," forklarer Sune McDonald Bertelsen.
Billigere adgangsbillet
Robot Nordic forhandler pt fire forskellige modeller fra Dobot, som ligger i et prisleje fra 6.500-35.000 kroner - vil man have en robot til industriel brug, starter prisen ved de 15.000 kroner, vurderer Sune McDonald Bertelsen.
For de penge får man naturligvis ikke en fuldtonet industrirobot. Dobots har en løfteevne på mellem 750 gram og 1,5 kilo, og der er tale om robotarme med fire akser, hvor de dyrere kollaborative robotter er med seks akser.
- På trods af den lave indgangspris, er robotterne faktisk ganske robuste. Vi har f.eks en del Dobot Magician stående på en teknisk skole i Aarhus hvor de har haft dem i ca. fire år, og de fungerer upåklageligt, siger Sune McDonald Bertelsen.
Robot Nordic forhandler primært fire modeller Dobot: Dobot Magician Lite, Dobot magician, Dobot MG400 og Dobot M1.
Prisen per robot ligger på 6.500-35.000 kroner. De mindste modeller er udelukkende til undervisningsbrug. Til undervisningsmodellerne er alt udstyr inklusiv i prisen, hvorimod man til industrimodellerne køber det, man har behov for.
Løfteevne rækker fra 250 gram til 1,5 kg, og rækkevidden er fra 340 mm til 440 mm, og den operative præcision opgives til mellem 0,2 mm og 0,02 mm.
17/11 2021