Develco får ny bestyrelsesformand
Udviklingshuset Develco har udnævnt Jesper Steffen Hansen som ekstern bestyrelsesformand, der skal være med til at sætte endnu skarpere strategiske mål og taktiske planer for firmaets fremadrettede udvikling.
Del artiklen påJesper Steffen Hansen er blevet udnævnt til ny bestyrelsesformand i udviklingshuset Develco. De sidste mere end 20 år har han arbejdet i forskellige jobs på C-niveau med fokus på administration, salg, markeder, netværk, strategi m.m. I perioden 2015-2020 var Jesper Steffen Hansen som CEO bl.a. ansvarlig for Telenors succesfulde turnaround strategi, der ryddede op i interne funktioner og optimerede værdikæden til fordel for både virksomheden og kunderne.
I sin karriere har Jesper Steffen Hansen løst komplekse forretningsmæssige udfordringer og udviklet organisationer og mennesker til at udnytte deres fulde potentiale ved at udarbejde den rigtige strategi og plan til at levere på de største udfordringer og muligheder.
Jesper Steffen Hansen startede sin karriere i SMV-segmentet, inden han endte i Telenor Group med over 20.000 ansatte. Efter en lang karriere med operationelle lederstillinger valgte han i 2022 at ’tjekke ud’ og hellige sig en ny portefølje-karriere med forskellige bestyrelsesposter, strategisk rådgivning og interim opgaver inden for forretningsstrategi og transformation. Jesper Steffen Hansen har stor erfaring med bestyrelsesarbejde, og han gennemførte sidste år en Executive bestyrelsesuddannelse på INSEAD Business School.
Bestyrelsesposter i SMV-segmentet motiverer og inspirerer ham, da de mindre virksomheder typisk ikke har langt fra idé til handling og hurtigt kan agere på nye beslutninger i hele organisationen.
- Develco stikker ud med sine stærke udviklingskompetencer inden for elektronik, embedded software, trådløs kommunikation og IoT. Det teknologiske udviklingshus har gennem en årrække vist, at de kan udvikle unikke løsninger til selv de største og mest krævende kunder, siger Jesper Steffen Hansen, og han fortsætter:
- Digitalisering i virksomheder og samfundet med softwareudvikling overalt er et højaktuelt tema, og netop her står Develco skarpt med sine kompetencer. Samtidig har Develco mange passionerede og kompetente medarbejdere. Jeg glæder mig derfor meget til at kunne bidrage til Develcos fortsatte udvikling som bestyrelsesformand og er sikker på, at vi er et rigtig godt match.
Fra strategi til handling
- Som bestyrelsesformand vil jeg primært fokusere på udvikling og fortsat realisering af forretningsplanen med kernekompetencer, kunder og kanaler i det strategiske arbejde med at skabe visioner og mål for Develco. Allerede i dag gør Develco det supergodt. Men jeg er overbevist om, at Develco har et uudnyttet potentiale til at differentiere sig yderligere, skabe merværdi for deres kunder og indtage en vinderposition som den foretrukne teknologi-udviklingspartner i de markeder, som de vælger at konkurrere i. En god strategi består af en række nøje udvalgte til- og fravalg, der selvfølgelig skal omsættes til handling. Og det kommer vi også til at hjælpe hinanden med, fortsætter Jesper Steffen Hansen.
- Vi ser frem til det kommende samarbejde med Jesper Steffen Hansen som vores eksterne bestyrelsesformand – og ikke mindst den fremtidige sparring med ham om udarbejdelse af forretningsstrategien og forretningsplanen som udgangspunkt for Develcos vækstpotentiale, tilføjer CEO Jakob Bjerre hos Develco.