Power, strømforsyning, EMC/ESD

 

Better Energy lancerer ny type solcellepark til lavbundsjorder

Better Energy lancerer ny type solcellepark til lavbundsjorder

I Vordingborg Kommune anlægger energiselskabet Better Energy et nyt pilotprojekt. Den kommende solcellepark bygges på et kulstofrigt lavbundsareal og skal vise, at solcelleparker kan bygges ovenpå lavbundsarealer i fremtiden.

Det er en særlig type solcellepark, der skal bygges i Køng Mose i Vordingborg Kommune. Udover at solcelleparken forventes at forsyne ca. 42.000 husholdninger med grøn strøm, så bygges anlægget på kulstofrig lavbundsjord, der således kan udtages fra landbrugsdrift og vådgøres.

 Skal vi have en rimelig chance for at nå vores nationale klimamål, kræver det, at vi øger udbygningen af solcelleparker. Hvis vi samtidig placerer solcelleparkerne på kulstofrige lavbundsjorder, der så kan udtages fra landbrugsdrift og vådgøres, kan vi slå to fluer med ét smæk, siger Rasmus Lildholdt Kjær, adm. direktør i Better Energy.

- Solcelleparken bygges på et meget lavtliggende terræn, der har været drænet, men i fremtiden skal tilbageføres til oprindelig natur og vådgøres. Det stiller nogle helt særlige tekniske krav, men det er vigtigt, at vi viser, at det teknisk kan lade sig gøre. Vores erfaringer skal gerne bane vejen for flere solcelleparker på lavbundsjorder, forklarer Rasmus Lildholdt Kjær, og påpeger, at pilotprojektet bl.a. kræver et helt nyt design og konstruktion.

Ifølge Better Energy kan udtagning af ca. 10.000 ha. kulstofrig lavbundsjord sikre en stigning i solcelleproduktionen, svarende til ca. 20 pct. af det samlede danske elforbrug. Det vil således kombinere betydelige CO2-reduktioner i landbruget og energiforsyningen på samme tid.

Lavbundsjorder har stor klimaeffekt

Ifølge Klimarådet udgør udtagning af lavbundsjorder et af de væsentligste indsatsområder i opfyldelsen af Danmarks klimamål. Tidligere i år udgav rådet en rapport, hvor udtagning af kulstofrige jorder udgjorde det næststørste reduktionspotentiale frem mod 2030, kun overgået af en udrulning af 1,5 millioner elbiler.

Regeringens klimapartnerskab for fødevare- og landbrugssektoren anbefaler ligeledes at udtage lavbundsjorder. Klimapartnerskabet anslår, at udtagningen af 47.400 ha. lavbundsjorder vil kunne reducere CO2-udledningerne med 1,4 mio. tons i 2030.

I dag afholder skatteregler dog private aktører fra at udtage lavbundsjorde. Ifølge Landbrug & Fødevarer medfører det ca. en ni-dobling af grundskyldbetalingen, hvis en landmand med en landbrugsejendom på 70 ha vælger at udtage 30 ha og etablere solceller på lavbundsjorden, da jorden herefter beskattes som erhvervsjord. Vælger samme landmand i stedet at plante energiafgrøder til biomasse på sin lavbundsjord, beskattes jorden som produktionsjord, der er omfattet af en lavere grundskyldspromille.

- I dag spænder skattereglerne ben for den grønne omstilling. Det er ærgerligt, at man ikke har sidestillet ejendomsbeskatningen, for som det er i dag, bliver landmændene straffet for at udtage lavbundsjord og opsætte solcelleanlæg på disse arealer, siger klimadirektør i Landbrug & Fødevarer, Niels Peter Nørring.

Lavbundsjorden, hvor solcelleparken anlægges, er udpeget af Vordingborg Kommune, som samtidig forventer, at beplantningen, som Better Energy etablerer i forbindelse med solcelleparken, får en positiv effekt på den lokale biodiversitet.

- Solcelleanlæg er et vigtigt element i den lokale omstilling til vedvarende energi, og placeringen på lavbundsarealer har indgået i kommunens prioritering af arealet til solceller, forklarer borgmester Mikael Smed i Vordingborg Kommune og påpeger, at lokalplanen netop er blevet vedtaget.

Solcelleparken forventes at producere ca. 170.000 MWh, svarende til 70 pct. af elforbruget i Vordingborg Kommune. Solcelleparken forventes at stå klar i 2022.

24/11 2020