Power, strømforsyning, EMC/ESD

 

Dansk batteriproducent i samarbejde med australsk infrastruktur-leverandørEt eksempel på et batteri-rack system fra XOLTA, der er opstillet hos Haarup Maskinfabrik.

Dansk batteriproducent i samarbejde med australsk infrastruktur-leverandør

Sensata Technologies og den danske producent af batterier XOLTA har indgået et samarbejde med den australske leverandør af infrastrukturløsninger Ultegra.

Interessen for solceller og batterier er stor i Australien, og med et nyt samarbejde med den lokale leverandør af infrastruktur Ultegra ruster danske XOLTA sig til at kunne byde ind i dette marked.

XOLTA vurderer, at der er et stort potentiale for batterier i Australien da de komplementerer landets øgede efterspørgsel for vedvarende energi. Ultegras rolle i samarbejdet er at stå for videresalg og opsætning af XOLTAs batterier samt efterfølgende service.

- Vi er rigtig glade for, at samarbejdet med Ultegra er faldet på plads. Det er professionelle folk med indgående kendskab til elnettet, som både kan stå for den udførende del i forbindelse med opsætning af XOLTA-batterier, samt servicere dem efterfølgende. Ultegra er en virksomhed, som har ambitioner indenfor vedvarende energi, ligesom vi selv har det, og det gør, at vi er et godt match, forklarer Business Development Manager Bendt Iversen fra XOLTA.


Ultegra er en kompetent service delivery virksomhed med 60 ansatte, som er specialister i at levere infrastrukturløsninger til elnettet. Ultegra er en del af den større Citywide-gruppe, som hører hjemme i Australiens sydligste delstat Victoria.

- Ultegra er glade for at samarbejde med en global virksomhed, der producerer energilagringssystemer af høj kvalitet. Den viden XOLTA har skabt via R&D og salg af batterier til det europæiske marked vil sikre Ultegra produktviden og input til marketingstrategier. Det vil hjælpe os til at blive hovedleverandør af industrielle og kommercielle batterisystemer, siger Craig Willebrand, Pre Contracts Manager at Ultegra.

Batterier fra XOLTA er opbygget som byggeblokke på 79 kWh, som kan sættes sammen i takt med at behovet for energilagring stiger. Derudover har XOLTAs anlæg den fordel, at de fylder mindre end de fleste andre anlæg på markedet, og at de er testet til at stå ude og kan tåle temperaturer helt op til 50 grader celsius.

- Jeg tror, der er store muligheder for XOLTA i Australien. Landet oplever en stor stigning i solcelleinstallationer – det næste logiske skridt er muligheden for at lagre overskydende solenergi i batterier, siger Craig Willebrand.

Ultegra går snart i gang med at prøvekøre de første batterianlæg fra XOLTA, og begge virksomheder forventer sig meget af samarbejdet.

XOLTA er den største danske producent af batterier til både grid-support og lagring af strøm fra solceller. Løsningerne kan benyttes både af private solcelleejere til at lagre solcellestrøm, samt af boligforeninger, virksomhedere og andre med egne solcelleanlæg.

XOLTA er den del af Clean Energy Solutions divisionen hos Sensata Technologies. Sensata Technologies der er en af verdens førende leverandører af løsninger indenfor sensorer, elektrisk sikring, kontrol og energistyring.

13/12 2021