Power, strømforsyning, EMC/ESD

 

DTU forskere har udviklet verdens mest effektive mobiloplader

DTU forskere har udviklet verdens mest effektive mobiloplader

Det er lykkedes at forbedre effektiviteten i opladeren, så batteriet i f.eks. en mobiltelefon eller en pc i fremtiden kan oplades hurtigere og med brug af væsentlig mindre strøm.

Din mobiltelefon er ikke længere blot en telefon, men et helt lille kommunikationscenter, der skal kunne håndtere store mængder data, når du streamer fra nettet, finder vej med gps’en eller anvender en app til overvågning af din sundhed.

Udviklingen betyder, at mobilen har brug for langt mere strøm end tidligere. Det lyder simpelt, men kræver håndtering af energien, så telefonen ikke ender med at blive overophedet,
ligesom det kræver mere strøm at kunne oplade telefonen hurtigt.


I samarbejde med Huawei, der er verdens næststørste mobilproducent, har lektor Ziwei Ouyang på DTU Elektro arbejdet med at løse de to store udfordringer for fremtidens mobiltelefoner.

For nylig lykkedes det efter et års arbejde at udvikle en oplader, der er den mest effektive, verden endnu har set.

- Med vores arbejde har vi skabt grundlaget for næste generations oplader til mobiltelefoner og bærbare pc’ere. Det er sket med en konverter, der er 3-4 % mere effektiv end dem, vi kender i dag.Det lyder måske ikke af meget, men har en fantastisk betydning for opladerens strømforbrug, siger Ziwei Ouyang.

Effektiviteten sænker energiforbruget drastisk

Med den høje effektivitet sænkes energiforbruget væsentligt. Bare en enkelt procents mere effektivitet for alle mobiltelefoner på globalt plan, der er ca. 3 milliarder, svarer til 10 GW forbrug – eller den energi, der produceres af ca. 4.300 vindmøller. En forøgelse på 3-4 % er derfor betydelig. Netop effektiviteten har da også været det vigtigste mål i udviklingsarbejdet for Huawei.

- Vi startede med at undersøge, hvor i verden, vi kunne finde de dygtigste eksperter inden for højfrekvensområdet, som tidligere er lykkedes med at øge effektiviteten i elektroniske komponenter. Det var på DTU, som vi kontaktede og efterfølgende indledte et samarbejde med, siger senior engineer manager Daishengyong, Huaweis udviklingsafdeling.

Huawei er da også meget tilfredse med det resultat, Ziwei Ouyang er kommet frem til. Det er lykkedes forskerne at presse frekvensområdet til det yderste ved at anvende ny kredsløbs topologi og magnetiske integrationsteknologier. Den nye teknologi kan indeholdes på en lille chip, der ikke er meget større end en mønt. Teknologien er endnu ikke implementeret i Huaweis mobiltelefoner, men det vil ske i løbet af de kommende år.

Ziwei Ouyang har samtidig stået i spidsen for et andet projekt, der havde fokus på at udvikle enadapter til mobilen. Det er et lille højeffektivt strømfordelings center, der kan håndtere den store mængde energi, der er nødvendig for at sikre moderne mobiltelefoners mange funktioner, uden at de bliver opvarmet for meget.

Både Huawei og Ziwei Ouyang håber, at samarbejdet vil fortsætte i fremtiden og har allerede flere projekter i støbeskeen.
13/12 2018