Power, strømforsyning, EMC/ESD

 

DTU spin-out klar med verdens mindste effektkonverterLotus Microsystems’ 12 V-konverter med programmérbar udgangsspænding og kapacitet op til 6 A. Konverteren måler kun 6.7 x 6.2 x 2.5 mm.

DTU spin-out klar med verdens mindste effektkonverter

Teknologien bag verdens mindste effektkonverter er udviklet af forskere på DTU. Tre af dem har nu grundlagt virksomheden Lotus Microsystems, der skal producere og sælge de nye ultrakompakte konvertere.

Efterspørgslen på stadigt mindre komponenter i vores elektroniske apparater er voksende. Vores mobiler og pc’er skal rumme flere funktioner og have en større hastighed, uden at de af den grund bliver hverken tungere eller større.

Det vakte derfor stor interesse, da en gruppe forskere på DTU for et par år siden fremstillede verdens mindste effektkonverter. Den sikrer, at spændingen fra eksempelvis batteriet eller elnettet bliver omdannet til det spændingsdomæne, som de forskellige funktioner i mobilen anvender. Da hver funktion oftest kræver sin egen effektkonverter, kan en mobiltelefon indeholde op til 15 af disse, som derfor helst skal være så små som muligt. 

Ud over sin diminutive størrelse tilbyder den nye effektkonverter også en høj effektivitet og sparer dermed energi. Derudover har konverteren et par andre vigtige fortrin. 

- Det elektriske kredsløb i konverteren er placeret på et underlag af silicium. Det findes naturligt i store mængder og er derfor både billigt og bæredygtigt at anvende. Lige så vigtigt er det dog, at silicium forhindrer dannelsen af ’hotspots’ med meget høje temperaturer. Dermed risikerer vi ikke at antænde eksempelvis det batteri, der ofte indgår som en del af et system, siger Ahmed Ammar, en af de tre grundlæggere bag Lotus Microsystems.

Mange anvendelses-muligheder

Ahmed Ammar mødte Yasser Nour og Hoa Thanh Le på DTU, hvor de sammen udviklede den nye teknologi bag den lille effektkonverter. Flere virksomheder viste interesse for de første prototyper, og det fik de tre til at grundlægge virksomheden Lotus Microsystems i december 2020.

- Vi kan se mange muligheder for anvendelse af vores produkt. Der er først og fremmest hele området for høretelefoner, høreapparater og anden medicinsk elektronik, hvor størrelse er en væsentlig parameter. Den lave vægt gør også vores effektkonverter interessant at anvende eksempelvis på satellitter eller droner, siger Yasser Nour. 

 På sigt er virksomhedens vision, at konverteren indgår i mange af de elektroniske produkter, vi omgiver os med i hverdagen og dermed sikrer dem en øget bæredygtighed.

Innovativt miljø tilskynder spinouts

På DTU Elektro, hvor den lille effektkonverter er udviklet, er begejstringen for den nye virksomhed stor.

- Det er altid rart, når vores forskning kommer ud og leve i samfundet og bidrager til at skabe både nye virksomheder og jobs, siger professor Michael A.E. Andersen.

 Michael A.E. Andersen peger på, at forskningen på universiteterne ofte fører til nye teknologiske løsninger, som kan vise sig at være så levedygtige, at de efterfølgende kan danne grundlag for en spin out. 

- Bare på min del af DTU har vi gennem de sidste 20 år bidraget til 13 spin outs og indhentet mere end 140 patenter. Vi værner meget om vores unikke innovative miljø, så den udvikling vil helt sikkert fortsætte. 

Leverandør til store danske virksomheder Lotus Microsystems’ tre grundlæggere er med deres stærke faglighed inden for elektronik og mikroproduktion i gang med at udvikle deres produkt til salg og tilpasse det forskellige anvendelsesområder.  Efter virksomheden i 2020 deltog i Danish Tech Challenge, der er et vækstprogram for teknologitunge startups, har den også teamet op med Erik Stangerup, der er chief commercial officer i virksomheden.

- Erik har med sin erfaring fra mange års ansættelse i techvirksomheder den rette indsigt til at drive dialogen med vores investorer og potentielle kunder, siger Ahmed Ammar.

Lotus Microsystems regner med at lancere sit første produkt senere på året. Det bliver en effektkonverter til brug i audioløsninger som eksempelvis højttalere og forstærkere. Næste skridt bliver at produktionsmodne et design målrettet høreapparater og hovedtelefoner, hvor særligt størrelsen af effektkonverteren er væsentlig.

- Vi håber at kunne lancere det produkt i starten af 2022 og indgå aftaler med nogle af de store danske og internationale virksomheder, der er dominerende på det globale marked for særligt høreapparater og høretelefoner, siger Yasser Nour.

7/4 2021