Produktion

 

Dansk robotproducent går fra omsætning på 5 mio. til 200 mio. på tre år.MiR markerede kort før jul det flotte 2018-resultat ved et medarbejder-arrangement.

Dansk robotproducent går fra omsætning på 5 mio. til 200 mio. på tre år.

Verdens førende producent af autonome mobile robotter, Mobile Industrial Robots (MiR), har igen sat omsætningsrekord. Salget i 2018 blev næsten tre gange større end i 2017.

Hos fynske Mobile Industrial Robots tør de sigte efter stjernerne. Virksomhedens ambitiøse mål var at gå fra en omsætning på 75 millioner i 2017 til 200 millioner i 2018 – og det mål er netop nået. MiRs omsætningsrekord på 200 millioner er ikke mindst imponerende, fordi virksomheden er vokset fra i 2015 at omsætte for 5 millioner.

- Den primære årsag til, at vi har kunnet vækste så meget det seneste år, er, at vi oplever en enorm efterspørgsel fra kunder, som i højere grad køber flåder i størrelsesordenen 15-25 MiR-robotter og til flere og flere lokationer. Vi er for alvor ved at få hul til de helt store, som har indset potentialet i at optimere deres interne logistik for at øge deres konkurrenceevne. Virksomheder skifter i stadigt højere grad til agile produktionssystemer, hvor de skal kunne producere mere skræddersyede løsninger i mindre oplag, og det stiller selvfølgelig også krav til logistikken, som også skal være fleksibel og let

at tilpasse. Her passer vores brugervenlige teknologi rigtig godt ind, fordi den imødekommer behovet for et agilt og fleksibelt produktionslayout, siger adm. direktø'r Thomas Visti.

Langt størstedelen af den danske robotproducents kunder er store internationale produktionsvirksomheder, og den driftige virksomhedsleder kan glæde sig over, at der også begynder at komme ordrer fra flere af Danmarks største virksomheder.

Toyota sværger også til MiR

Bilindustrien var meget hurtige til at se potentialet i MiRs innovative logikstikrobotter, og nu er Toyota også blevet føjet til listen over de mange globale producenter, der har set gevinsten ved at bruge mobile robotter fra MiR til at optimere den interne transport.

Toyota har netop investeret i en stor flåde MiR robotter til en fabrik i USA, og anvender også de mobile robotter på andre fabrikker i USA og i Asien. Samtidig har den franske gigant Faurecia med 109.000 ansatte netop indgået en strategisk aftale med MiR om et globalt samarbejde. Med kunder som Volkswagen, PSA Peugeot Citroën, Renault-Nissan, Ford, General Motors, BMW, Daimler, Fiat/Chrysler, Toyota, Hyundai-Kia med flere er Faurecia til stede på over 300 bilfabrikker i mere end 30 lande.

På MiRs hovedkontor i Odense er man stolte over det nye samarbejde:

- Vi har næsten dagligt forespørgsler fra virksomheder, som ønsker at indgå globale aftaler med os, og en aftale som denne med Faurecia om udrulning af et stort antal mobile robotter på forskellige lokationer næste år, vidner om, at der er et kæmpe potentiale for vores fleksible, sikre og brugervenlige robotter. Vi ser frem til samarbejdet, og at hjælpe Faurecia til at opnå deres overordnede mål om at optimere deres produktivitet, siger Thomas Visti.

Fejres i stor stil med medarbejderne

Da MiR i november vandt den nationale finale i EY Entrepreneur of the Year, lovede Thomas Visti fra scenen, at sejren skulle fejres med et brag i december, når alle internationale medarbejdere skulle samles til globalt møde i Odense og efterfølgende til julefrokost. Og medarbejderne har meget at glæde sig til. Under virksomhedens medarbejdermøde i dag, meldte Thomas Visti ud, at årets flotte resultat i den grad skal fejres i 2019:

- Et resultat som dette er i høj grad medarbejdernes fortjeneste, og derfor skal de selvfølgelig også mærke, at de er i en virksomhed med vind i sejlene. Vi var i år på en fantastisk firmatur til Barcelona, hvor alle danske og internationale medarbejdere var af sted. I 2019 topper vi den og inviterer alle medarbejdere til Syditalien i slutningen af maj og skal have et par dage, hvor vi kombinerer fagligt indhold med en masse sociale teambuilding aktiviteter, så vi alle er godt klædt på til at imødegå det kommende års målsætninger, siger Thomas Visti, som forventer, at virksomheden på det tidspunkt næste år tæller i omegnen af 200 medarbejdere.

Sigter mod yderligere vækst i 2019

Den fortsatte vækst betyder, at MiR igen i 2019 vil skulle ansætte cirka 100 nye medarbejdere, åbne nye kontorer og lancere nye produkter.

- Vi hviler ikke på laurbærrene og forventer at øge vores omsætning betydeligt igen i 2019. I det kommende år kommer vi til at fokusere på fortsat at levere de løsninger, som virksomhederne efterspørger. Det indebærer blandet andet, at vi i samarbejde med eksterne partnere kommer til at tilbyde leasing af vores robotter. Mange virksomheder er vant til at lease logistiksystemer, såsom traditionelle AGV’er og trucks, og bruge deres penge på deres kerneforretning i stedet, og vi imødekommer dem nu ved at tilbyde samme finansieringsmodel, forklarer Thomas Visti.

MiR etablerede i 2018 nye lokale kontorer for at understøtte de lokale markeder, og producenten er nu til stede i New York, San Diego, Frankfurt Barcelona, Shanghai og Singapore. Men det stopper ikke her, og MiR planlægger at åbne endnu et kontor i USA, i Shenzhen i Kina og i Tokyo i starten af næste år.
7/1 2019
Produktlinks
Find din leverandør:

kabelkonfektionering

Mekanikløsninger

Tilføj dit firma