Produktion

 

Fremtidens krav til 3D-print bliver defineret nu

Fremtidens krav til 3D-print bliver defineret nu

3D-print er hastigt på vej frem og det samme er standarder på området. Lige nu bliver der sat krav til alt lige fra processer, materialer, testmetoder og kvalitetsspecifikationer til data, design, miljø, sundhed og sikkerhed.

I takt med, at 3D-print i stigende grad indgår i produktionen, skaber de nye muligheder også behov for specifikke standarder for 3D-print. Det kan være inden for kvalitetssikring, kontrolmetoder og muligheden for at kunne graduere slutproduktets egenskaber fx i forhold til styrke.

- Kontrollen skal skræddersys til emnet. Jo mere kritisk en komponent er - økonomisk eller sikkerhedsmæssigt - des mere minutiøs og grundig er kvalitetskontrollen. Og der er også forskellige behov til fx styrkegraden afhængigt af, om det er lavrisikoforbrugsprodukter eller højrisikoprodukter, fortæller Nikolaj Kjelgaard Vedel-Smith, der er konsulent på Teknologisk Institut med særligt fokus på 3D-print.

Lavrisikoprodukter kunne fx være briller, pick-up’er og urremme eller nogle typer af produktionsværktøjer som laksegribere, småkagetyller og formværktøjer. I den modsatte ende af spektret finder man højrisikoprodukter som fx beslag til fly, hjulophæng til lastbiler eller brændkamre til raketter. Hvad kan og skal 3D-print leve op til?

Standarderne for 3D-print skal således være med til at sætte en ramme for den tekniske fremstillingsproces og nogle fælles retningslinjer og metoder til at udføre test og kontrol. Hvilket alt sammen i større eller mindre grad er en del af fundamentet for den forretning, man gerne vil bygge op, eller den sikkerhed, man behøver, når man køber produkter.

- Det handler altså i høj grad også om at ’få papir på’, at teknologien kan de ting, vi ved, den kan, understreger Nikolaj Kjelgaard Vedel-Smith. Dette er Mads Kjøller Damkjær, der er CEO i AM Hub, helt enig i.

- 3D print har som teknologi 30 år på bagen, men vi har været lidt bagud herhjemme. Det handler til dels om økonomi. De lande, der er længere fremme, er særligt lande med bil- og flyindustri. Her har større virksomheder kunnet investere mere og få et større udbytte. Men det handler også om, at mange danske virksomheder har været lidt tilbageholdende med at kaste sig ud i 3D-print, fordi de ikke føler, at det er gennemtestet nok, siger Mads Kjøller Damkjær.

Usikkerheden kan således handle om, at man er bange for at stå med et slutprodukt, som ikke er sikkert nok, eller som man ikke kan få solgt, fordi markedet ikke føler sig trygt ved at aftage det. Fælles kvalitetskrav og testmetoder kan være med til at fjerne barriererne og usikkerheden og åbne markedet.

- Hvad kan og skal 3D-print leve op til, hvordan matcher teknologien materialerne og hvordan kan man teste kvaliteten og sikkerheden? Det er her, standarder kan hjælpe. Der er allerede en del standarder og regulativer på vej, og det vil helst sikkert være med til at øge interessen for 3D-print, mener Mads Kjøller Damkjær.

Vær med til at sætte standarden

Der er allerede sket en markant stigning i antallet af danske virksomheder, der anvender 3D-print, inden for de sidste par år. 25 pct. af danske fremstillingsvirksomheder bruger ifølge Dansk AM Rapport 2019 i dag 3D print.

Teknologien bruges primært til at fremstille prototyper til at understøtte produktudvikling og til støtteværktøjer, fx gribere og andet i produktionssammenhæng.

 - Ved industriel brug er der særligt kommet fart på metal- og plastprint, og vi vil se flere og flere, der bruger 3D-print i slutprodukter også, mener Mads Kjøller Damkjær.

Denne udvikling øger behovet for standarder, der med fordel kan bruges allerede i produktudviklingsfasen  – dels som et fundament af viden, man kan bygge ovenpå, og dels for at sikre, at man lever op til markedskravene på området. Af samme grund, kan det også være en god ide at være med, når standarderne bliver udviklet og dermed få viden om markedet og hvad der rører sig før alle andre.

Der er indtil videre udgivet 9 standarder inden for 3D-print. 25 er undervejs og der er 20 nye forslag til standarder ude. I det internationale standardiseringsarbejde fokuseres der bl.a. på terminologien omkring 3D-print, processer, materialer, testmetode, kvalitetsspecifikationer, data, design, miljø, sundhed og sikkerhed.

Der er altså en lang række områder, hvor danske virksomheder kan være med til at styre innovationen og påvirke de krav, der skal stilles til 3D-print i fremtiden.

8/4 2019
Produktlinks
Find din leverandør:

kabelkonfektionering

Mekanikløsninger

Tilføj dit firma