Produktion

 

Robotter kan overtage løntunge opgaver i dansk elektronikproduktionPoul Juul er chef for Hytek i Ålborg, og han er en af landets førende eksperter inden for kvalitetssikring samt optimering af elektroniske designs og produkter.

Robotter kan overtage løntunge opgaver i dansk elektronikproduktion

Der har i mange år været brugt robotløsninger i dansk elektronikindustri, men robotter kan overtage endnu flere af de løntunge opgaver i montageprocesserne, hvilket belyses nærmere i en række konferencer på E-18 i Odense.

Elektronikindustrien har været blandt de tidligste brugere af robotter i Danmark, og i mere end tyve år har denne del af erhvervslivet monteret komponenter med pick'n place maskiner, hvorved Danmark inden for elektronikfremstilling har kunnet stå sig godt i konkurrencen fra lavtlønsregionerne. Det er endda en tendens, der fortsætter i takt med, at mange nye brancher bruger elektronik som en central del af funktionen i deres produkter - også selv om produkterne ikke som udgangspunkt har været tænkt som 'elektronik'.


Det er blandt andet af den grund, at Odense Congress Center har udvidet elektronikmessen E-18 med den nye robotmesse, R-18, i en tilstødende hal, og konferenceprogrammerne for de to messer understøtter også hinanden. Robotterne er nemlig en forudsætning for fortsat at beholde produktionen af mange typer af produkter på dansk grund.

Koblingen mellem udvikling og produktion har større betydning, end man egentlig nok umiddelbart regner med, og det er vigtigt, at erfaringerne for produktionen gives tilbage til design og udvikling af produkterne. Omvendt er forudsætningen for en automatisk produktion, at produkterne er designet, så robotterne kan udføre montagen, og her kommer DfM, Design for Manufacturability, i høj grad ind i billedet.

Robotten som kollega

- Inden for elektronikken er montage af komponenter intet problem. Udfordringerne ligger i dag i at skabe produkter, der kan samles af robotter eller gennem et samarbejde mellem robotter og menneskelige kolleger. Det fysiske design er dermed den primære opgave for apparatdesignerne, og de nødvendige tests af delkomponenter undervejs i produktionen skal også tænkes ind i designet, forklarer Poul Juul, der er chef for Hytek i Ålborg og en af landets førende eksperter inden for kvalitetssikring samt optimering af elektroniske designs og produkter.

Han peger på værdien af feedback fra de mange underleverandører, der i dag indgår i fremstillingen af et utal af produkter. Den viden om kvalitet og effektiv montage, der ligger i produktionsleddet, er vital, hvis designerne skal fremstille produkter, som i endnu højere grad end tidligere skal kunne monteres og samles med brug af robotter.

- En parameter, som man ikke altid overvejer, er versionering af de komponenter, der skal bruges til opbygning af en elektronisk eller elektromekanisk konstruktion. Mange af de standardkomponenter, der indgår i dagens produkter, har kun en begrænset levetid i leverandørens portefølje, og derfor risikerer man som OEM-virksomhed (original equipment manufacturer), at man ikke længere kan få de dele, der skal bruges i konstruktionen, siger Poul Juul.

Han anbefaler derfor, at man i høj grad tænker modularitet ind i sit produktdesign. Det vil gøre det lettere at ændre på et givent design, hvis komponenter eller standarddele skifter form eller bliver utilgængelige i løbet af et slutprodukts levetid på markedet. Det vil også mindske de ændringer i programmeringen, som robotterne vil kræve i forbindelse med forandringer i designet.

Forskellige sprog

Et overvejende problem er ifølge Poul Juul, at forskellige tekniske grupper ikke altid forstår hinandens sprog. Faktisk ret sjældent, når det kommer til stykket. DfM giver først rigtig god mening, når alle forstår hinandens indbyrdes problemstillinger og sprog. Styring og kommunikation bliver afgørende, når hardware, software, strømforsyning, bruger-interface, kabinet og montage skal udføres mere eller mindre parallelt.

- Endelig er der hele testaspektet, som man også bør tage hensyn til i sit design. Jo mere komplekse systemer, man har med at gøre, desto vigtigere bliver det også, at systemet i vid udstrækning er i stand til at teste sig selv. Faktisk er mange af de CPU - processorer - som bruges i dagens elektronik konstrueret til at kunne udføre selvtest. Og så giver det god mening af indbygge en bus og en port til test i sit elektroniske design, slutter Poul Juul.
6/9 2018
Produktlinks
Find din leverandør:

kabelkonfektionering

Mekanikløsninger

Tilføj dit firma