Dansk højttalerproducent udvikler 'open source' Wi-Fi højttaler via EU-støttet projekt
Som en del af et EU-støttet innovationsprogram udvikler det danske firma Lyd by Dissing deres næste højttaler, Strøm, som et åbent (open source) design, der bliver frit tilgængelig online.
Del artiklen på Strøm hedder en ny kommende minimalistisk wifi-højttaler fra den danske højttalerproducent Lyd by Dissing. Højttaleren bliver designet til både at hænge på væggen og til at stå på en hylde, i reolen eller i vindueskarmen og med support for både Bluetooth og Spotify Connect er målet at gøre det let at afspille musik og podcasts fra både mobil, tablet og bærbar computere med mere.Som noget helt specielt har Lyd by Dissing valgt at udvikle Strøm højttaleren som et open source produkt. Hele designet og den underliggende software platform bliver fuld tilgængelig for offentligheden, hvilket gør det muligt for forbrugeren at få fuld indsigt i, hvordan produktet er udviklet og fungerer. Det bliver derfor også muligt selv at lave rettelser og udvidelser til højttaleren, og dermed yde bidrag til produktet, som alle kan få gavn af.
Direktør Tue Dissing begrunder beslutningen om at udvikle en open source højttaler på følgende måde:
- Vi har desværre set mange eksempler på proprietære og lukkede wifi højttalere, der hverken kan repareres, eller opgraderes. Noget der ofte tvinger forbrugeren til at købe nyt, inden produktets forventede levetid er oprandt. Andre udfaser fungerende produkter. Fælles for disse eksempler er at producenten låser forbrugeren fast i deres eget økosystem, eller til at købe nyt. Altsammen noget vi gerne vil undgå med vores Strøm wifi højttaler, ved netop at lave en åben højttaler. En højttaler hvor alle kan være med til at udvikle og forme både lyd og funktionalitet.
Udviklingen af Strøm wifi-højttaleren sker ifm. projektet OPENNEXT, der har til formål at skabe et økosystem for open-source produktudvikling med makerspaces/fab labs i Europa. OPENNEXT er EU-støttet under Horizon 2020, og består af 19 projektpartnere fordelt over syv europæiske lande, med ekspertise inden for bl.a. forretningsudvikling, open source design, social innovation og produktudvikling.
- Open source produktudvikling er et lovende og bæredygtigt alternativ til den nuværende måde, vi udvikler, producerer og distribuerer produkter på, fremhæver Frederik Lean Hansen, der er projektleder ved Dansk Design Center (DDC), projektpartner i OPENNEXT.
Målet for demonstratorprojektet, Strøm, der kører til og med maj 2022, er i samarbejde med relevante eksperter og lignende HiFi-entusiaster, at udvikle en fuldt fungerende prototype, hvor det endelige visuelle udtryk og funktionelle design ligger fast. Herefter skal Strøm wifi højttaleren yderligere produktionsmodnes og dernæst produceres.
Lyd by Dissing forventer at kunne lancere højttaleren i løbet af 2022.
19/1 2022