Wireless, tele og data

 

Dansk leverandør af trådløst IoT-netværk nomineret til stor pris

Dansk leverandør af trådløst IoT-netværk nomineret til stor pris

Den danske firma NeoCortec, der har udviklet NeoMesh, som er et trådløst, batteridrevet sensor-netværk er netop blevet nomineret til Embedded Worlds store innovationspris, Embedded Award.

Danske NeoCortec har fra starten sikret sig maksimal opmærksomhed på den kommende Embedded World 2018 udstillinge, der åbner i slutningen af februar måned i Nürnberg, hvor der vil være mere end 1.000 udstillere og forventes 30.000 deltagere fra 73 lande.

NeoCortecs banebrydende produkt NeoMesh, der er et trådløst, batteridrevet sensor-netværk til Internet of Things anvendelser, er nemlig netop blevet nomineret til messens store pris, Embedded Award.

Messen uddeler hvert år en pris til udvalgte produkter, der med arrangørernes egne ord er særligt 'unikke og fremtids-orienterede'. Til prisen udvælger en jury på seks eksperter fra forskning og industri ni nominerede blandt messens over 1.000 udstillere. Embedded Awards uddeles inden for tre kategorier; hardware, software og tools, med tre nominerede i hver kategori. NeoCortec er nomineret i kategorien hardware.


NeoMesh er en patenteret kommunikationsprotokol, der bygger på et kendt princip for opbygningen af netværk – mesh. Et klassisk mesh netværk er karakteriseret ved, at de enkelte netværksenheder samarbejder om at distribuere data i netværket. Enhederne finder selv den mest optimale rute fra afsender til modtager.

NeoMesh videreudvikler mesh-teknologien til anvendelse i trådløse og batteridrevne systemer. Netop trådløse sensornetværk er et afgørende element i IoT-visionen om f.eks. smart cities og intelligente hjem. NeoMesh er designet til at være det mest alsidige trådløse IoT netværk på markedet: Netværket er autonomt og etablerer sig automatisk, de enkelte netværksnoder er mobile og kan skifte position og rolle i netværket, og netværket er skalérbart med mulighed for udvidelse op til 65.000 noder.

- Vi er glade og stolte over at blive udvalgt til Embedded Awards blandt så mange andre deltagere. Embedded World er den vigtigste messe i vores branche, og nomineringen er et kæmpe skulderklap for os. Vores netværksløsning konkurrerer med nogle af markedets tunge spillere, der råder over store marketingbudgetter, siger direktør i NeoCortec Thomas Steen Halkier, der fortsætter:

- Som lille virksomhed kan det derfor være svært at trænge igennem. Med nomineringen er vi nu sikre på at få maksimal opmærksomhed fra både udstillere og deltagere på Embedded World. Så vi regner med at få et par spændende og super-travle dage i Nürnberg med masser af gode kontakter, som vi kan arbejde videre med efterfølgende.

Efter nogle års udviklingsarbejde blev NeoMesh lanceret som kommercielt produkt i 2015. Teknologien er siden blevet udbygget og forfinet og anvendes allerede nu i en række produkter, bl.a. af en tysk producent af netværksteknologi til radiokommunikation med mobile maskiner, f.eks. lifte, kraner og landbrugsmaskiner.

Desuden anvender en sydafrikansk virksomhed inden for pengetransport NeoMesh til at skabe overblik over de mange bokse til transport af kontanter man håndterer dagligt. Og den danske producent af maritimt redningsudstyr Viking integrerer NeoMesh i nogle af sine redningsflåder: Passager på et nødstedt skib kommer fra skibsdækket ned i redningsflåden via en 'strømpe'. Strømpen har dog kun plads til én passager ad gangen. Sensorer overvåger dette og giver grønt lys, når redningsflåden er klar til at modtage en ny passager.

De endelige vindere af Embedded Award 2018 afsløres på messens første dag, tirsdag 27. februar. Læs mere om prisen og de nominerede her:
https://www.embedded-world.de/en/exhibitors/embedded-award/nominees2018
5/2 2018
  • Texim

    Texim

    Focus Suppliers Nordic