5.000 nye produkter supporterer Arduino-, Raspberry Pi- og maker-miljøerne

RS Components har efterhånden opbygget et stort økosystem af komponenter, applikationer og færdige boards med mere rundt om Arduino og Raspberry Pi platformene.

Ingen kan vel være i tvivl om den sejrsgang de små, embeddede controller- og ARM-kerne-baserede boards har haft. Produkter som Arduino og Raspberry Pi har åbnet døren for en meget nem udvikling af intelligent styring af de mest utrolige funktioner.

Den simple programmering og den meget non-tekniske brug af grundlæggende avancerede elektroniske produkter er populær hos såvel professionelle brugere som i det spirende maker-miljø, hvor alt lige fra hobbyfolk til kunstnere kan realisere sjove og kreative projekter – uden at have et specielt kendskab til hverken elektronik eller programmering.

RS Components har med stor succes opbygget et stort økosystem af komponenter, applikationer og selvfølgelig også færdige boards (og såkaldte 'shields') rundt om Arduino og Raspberry Pi. Med de mange semifabrikerede produkter og stribevis af komponenter, der let kan integreres i miljøerne, kan man skabe brugbare og spændende applikationer med den kortest mulige udviklingstid, uden at det hverken koster en formue eller kræver en dyb viden om teknologien. Der er masser af 'plug-and-play' over konceptet.

Senest har RS Components tilføjet rundt regnet 5.000 nye produkter hver måned, herunder mange sensorer og aktuatorer, der kan bruges sammen med Arduino og Raspberry Pi. Hvor selve boardet er hjernen i et programmeret system, så er sensorerne øjne, ører og næse, mens aktuatorerne er arme, ben og muskler. Forskellen i det færdige system handler derfor ikke så meget om valget af board, men snarere om, hvordan man kan kombinere sensorer og aktuatorer med applikation og programmering.

Jo større program, desto bredere bliver udbuddet af løsningsmuligheder, og det er i princippet ligegyldigt, om man udfører professionelle styringer af vedvarende energiforsyning eller skulpturer, der skal interagere med publikum. Hvis sensorer og aktuatorer er til rådighed, så kan man få sit Arduino- eller Raspberry Pi-board til at udføre opgaven.

Under den kommende Elmia-messe i Jönköping vil RS Components fremvise både boards og en række af de nye sensorer og aktuatorer, som er kommet på programmet.

4/11 2015