Danfoss køber italiensk IoT softwarefirma

Det italienske softwarefirma Prosa med 16 medarbejdere er blevet overtaget af Danfoss

Danfoss-koncernen køber softwarefirmaet Prosa, der er placeret i Venedig, Italien og har specialiseret sig inden for IoT (Internet of Things), intelligent udstyr og design af brugergrænseflader – bindeleddet mellem brugeren og systemet. Med købet forstærker Danfoss yderligere sin position som leverandør af banebrydende forbundne produkter og services.

- Det er en vigtig del af vores digitale transformation at købe ny teknologi og digitale kompetencer, og købet af Prosa er endnu et stort skridt på vejen. Når vi kombinerer Prosas stærke softwarekompetencer og Danfoss’ applikation-ekspertise, kan vi tilbyde nye, forbundne køleløsninger til fordel for vores kunder, siger Kim Fausing, Executive Vice President og COO, Danfoss.

Prosa er ekspert i telemetrisk teknologi, hvor man anvender telekommunikation til at overføre måledata, og har opfundet VeBox, et avanceret produkt til fødevare- og drikkevareindustrien. VeBox er en cloud-baseret løsning, der består af telemetriske enheder i forskellige former for fødevare- og drikkevareudstyr (f.eks. drikkevareautomater, kølediske, frysediske), og som forbinder produkter med hinanden.

Sammen med Enterprise Management Software (EMS) giver VeBox mulighed for fjernovervågning, diagnosticering, marketing og salgsanalyser. VeBox-løsningen styrker Danfoss’ portefølje af elektroniske kølestyringer til kunder, der ønsker komplette, forbundne løsninger til fødevarebranchen.

- Prosa bidrager med en stærk ekspertise inden for design af brugeroplevelse og vil sætte fart på lancering af nye løsninger på markedet. På kort sigt vil de stærke kompetencer, vi får med købet af Prosa, støtte os i at udvide vores produktserier, når vi udvikler stærke connectivity-løsninger til applikationer i kølekæden. På lang sigt forventer jeg, at opkøbet vil føre til mange flere forbundne køleløsninger, siger Jürgen Fischer, President Danfoss Cooling Segment.

Prosa blev grundlagt i 1998 af Alberto Pravato og Alessandro Roncato i Venedig, Italien. Firmaet beskæftiger 16 medarbejdere.

2/6 2017