Branche, teknologi, komponentdistribution

 

EOT-messen i 2025 rykkes til efteråret og bliver en del af HI-messenEOT beskæftiger sig med fremtidens teknologier og løsninger i elektronikbranchen. Foto: MCH/Tony Brøchner.

EOT-messen i 2025 rykkes til efteråret og bliver en del af HI-messen

EOT - Electronics of Tomorrow afholdes i 2025 i forbindelse med HI Tech & Industry Scandinavia i MCH Messecenter Herning fra 30. september til 2. oktober. EOT fortsætter i 2027 som selvstændig messe med egne datoer.

Del artiklen på

EOT - Electronics of Tomorrow har etableret sig som et fælles og unikt mødested for elektronikbranchen, og sådan fortsætter det. I 2025 bliver EOT imidlertid koblet på HI-messen, der afvikles i Messecenter Herning fra 30. september til 2. oktober 2025, og EOT vil her således fungere som en selvstændig 'messe-i-messen', inden EOT i 2027 atter står på egne ben.

Det sker i bestræbelserne på fortsat at være et samlende og nytænkende arrangement, der adskiller sig fra andre aktiviteter i branchen - således udvikler projektteamet sideløbende på messen, så den fortsat kan være inspirerende og udfordrende og i det hele taget danne rammen om fremtiden i branchen.


- Ambitionerne for fremtidens EOT er tårnhøje, og derfor har vi valgt at bruge tiden på at udvikle formatet frem mod 2027 og i mellemtiden lave en form for mellemlanding under HI-messen i 2025, hvor EOT vil indgå som en selvstændig messe. Dette giver os en unik mulighed for allerede i 2025 at prøve nogle af de elementer af, som vi gerne vil have med på EOT i 2027, forklarer projektleder Christina Rosenlund, MCH A/S, og fortsætter:

- Elektronikbranchen har før været en del af HI-messen, så den passer rigtig fint ind, men vi ser et kæmpe potentiale i elektronik og teknologi på den lange bane i forhold til at løse nogle af de helt store samfundsudfordringer - og derfor skal EOT også fremadrettet være sit eget selvstændige arrangement.

Med udgangspunkt i spørgsmålet 'hvordan løser vi fremtidens samfundsudfordringer ved hjælp af elektronik og tilhørende teknologi?' vil EOT fortsat være et samlingspunkt, der beskæftiger sig med både elektronikbranchen her og nu og fremtidens teknologier. Samtidig vil EOT også fremadrettet fokusere på bæredygtighed og grøn omstilling, ligesom også geopolitiske emner vil blive taget op.

Udstiller: Afgørende med udvikling

Blandt udstillerne er der stor opbakning til den igangværende proces - eksempelvis ser man hos Arrow Electronics frem til for en stund at blive en del af HI-messen.

- Det er spændende, at vi bliver en del af en større messe og på den måde kan række ud til brancher, som vi normalt ikke er i berøring med. Samtidig er det en god anledning til at prøve noget nyt af og fortsat sikre, at vi udstillere får noget ud af messen - i det hele taget er jeg spændt på at se, hvordan konceptet udvikler sig fremadrettet, lyder det fra Nikolaj Hanson, Senior Engineering Manager, Arrow Electronics, der bifalder, at EOT holder sig i bevægelse:

- Det er helt generelt afgørende, at messer bliver ved med at udvikle sig, og EOT's nye koncept åbner op for nogle muligheder, der forhåbentlig kan tiltrække nye kræfter og åbne op for perspektivrige dialoger - også med folk, vi ikke kender i forvejen.

Han fremhæver EOT's evne til at samle elektronikbranchen om idéudveksling og både planlagte og spontane møder - og konstaterer samtidig, at det ofte er på messen, at han og hans kollegaer støder på nye projekter, som de ellers ikke ville være kommet på sporet af.

HI-messens fem sektorer

EOT fastholder sin egen identitet under HI-messen, og garvede EOT-gængere vil derfor hurtigt kunne genkende messens særlige DNA.

Samtidig deles pladsen med HI-messen, der traditionen tro igen i 2025 beskæftiger sig med de fem sektorer 'Automation & Robotter', 'Underleverandører', 'Fødevareteknologi', 'Maskiner & Produktionsudstyr' og 'Intern logistik'. Netop HI-messen bød i 2023 på flere end 600 udstillere og tiltrak flere end 18.500 besøgende.

Læs mere på eot.dk.

24/10 2024
Produktlinks
Find din leverandør:

Mekanik underleverandør

Test & Måleudstyr

Test laboratorier

Tilføj dit firma