Ny fabrik i København skal styrke Europas kapacitet til fremstilling af kvantechipsVisualisering af den nye fabrik.

Ny fabrik i København skal styrke Europas kapacitet til fremstilling af kvantechips

Det avancerede kvanteanlæg vil styrke Europas evne til at udvikle, fremstille og opskalere næste generation af kvantechips og dermed bidrage til at positionere kontinentet som globalt førende inden for kvanteteknologi.

Quantum Foundry Copenhagen og Novo Nordisk Fonden har offentliggjort planer om at etablere et nyt 5.300 m2 stort produktionsanlæg til kvantechips i København. Fabrikken skal udvikle og opskalere det avancerede produktionsudstyr, der er nødvendigt for at producere næste generation af kvantechips, og styrke Europas position i et globalt kvantelandskab præget af stadig hårdere konkurrence.

Selv om Europa har opbygget et af verdens stærkeste forskningsmiljøer inden for kvantevidenskab, vil globalt lederskab inden for kvanteteknologi i sidste ende ikke alene afhænge af videnskabelige gennembrud, men også af evnen til at omsætte gennembruddene til kommercielle produkter i stor skala. Fremstillingen af kvantechips af høj kvalitet – de specialiserede centrale processorenheder i en kvantecomputer – er en afgørende del af den proces.

Eropas kvanteambitioner afhænger af vores evne til at omsætte videnskabelig ekspertise til industriel kapacitet. Det er afgørende for vores konkurrenceevne, robuste forsyningskæder og teknologiske suverænitet, at vi styrker Europas kapacitet til at udvikle og fremstille kvantechips.

- Med afsæt i den europæiske mikrochipforordning og strategien for et kvante-Europa – og med blik for den kommende kvanteforordning – kan initiativer som Quantum Foundry Copenhagen bidrage til det industrielle økosystem, Europa har brug for, hvis kvanteteknologier skal opskaleres, siger Henna Virkkunen, Europa-Kommissionens ledende næstformand med ansvar for teknologisk suverænitet, sikkerhed og demokrati.

Kvanteteknologi har potentiale til at løse problemer, som selv nutidens kraftigste computere ikke kan håndtere. Fremover kan teknologien hjælpe forskere med hurtigere at udvikle ny medicin, designe mere bæredygtige materialer, optimere energisystemer og styrke cybersikkerheden.

Erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard siger:

- Teknologiske gennembrud sker, når vi formår at omsætte ny viden til værdi for både samfund og erhvervsliv. Kvanteteknologi kan løse opgaver, som tidligere var utænkelige, inden for sundhed, energi og sikkerhed og mange andre områder. Med dagens nyhed styrker vi igen kvanteforskning, innovation og produktion i Danmark og skaber endnu større muligheder for danske virksomheder. Det giver både vores eget land og Europa et stærkt fundament for at blive verdensledende indenfor kvantechips med enorme perspektiver for både nulevende og kommende generationer.

Quantum Foundry Copenhagen ejes af Novo Nordisk Fonden og er en specialiseret teknologivirksomhed, der udvikler egne værktøjer, materialer og processer til fremstilling af kvantechips. 

Virksomhedens nye fabrik vil kombinere laboratoriefaciliteter til nanofabrikation af kvantematerialer, avanceret karakterisering, test, chipmontage og indkapsling med produktionskapacitet baseret på ultrahøjt vakuum. 

Dermed kan virksomheden tilbyde waferfremstilling på kommercielle vilkår til leverandører af kvanteteknologi over hele verden.

- Vores vision er at blive en verdensførende producent af kvantechips, levere avancerede kvantecomputerprocessorer af næste generation til Europa og gøre det muligt for kvantevirksomheder at opskalere produktionen. Vi vil etablere avancerede produktionslinjer til kvanteteknologi og understøtte en bæredygtig deep tech-industri, der kan være med til at forme kvanteteknologiens fremtid, siger Peter Krogstrup, administrerende direktør i Quantum Foundry Copenhagen.

Quantum Foundry Copenhagen bygger på Novo Nordisk Fondens langsigtede engagement i kvanteteknologi. Fonden har dedikeret mere end 2,9 mia. kr. 

til området, herunder til Novo Nordisk Foundation Quantum Computing Programme ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet. 

Programmets mål er at udvikle Danmarks første fuldt funktionsdygtige fejltolerante kvantecomputer inden 2034. Det nye chipanlæg vil arbejde tæt sammen med fondens kvanteprogram og skabe en unik forbindelse mellem forskning på højeste niveau, talentudvikling og industriel produktionskapacitet.

I Novo Nordisk Fonden mener vi, at kvanteteknologi bliver et af de mest definerende videnskabelige og teknologiske områder i dette århundrede. 

- Derfor har vi forpligtet os markant og langsigtet til at opbygge et kvanteøkosystem i verdensklasse i Danmark og Europa. Quantum Foundry Copenhagen er en vigtig del af den ambition og skal bidrage til at forbinde investeringer i forskning med den industrielle kapacitet, der er nødvendig for at understøtte Europas evne til at omsætte kvantegennembrud til teknologier, der kan gavne samfundet, styrke konkurrenceevnen og bidrage til at løse nogle af verdens mest komplekse udfordringer, siger professor Mads Krogsgaard Thomsen, administrerende direktør i Novo Nordisk Fonden.

Både Danmark og EU intensiverer i øjeblikket indsatsen for at styrke innovation og industriel kapacitet inden for kvanteteknologi. Med Quantum Europe-strategien, den kommende kvantelov og et stigende fokus på teknologisk suverænitet prioriterer EU kommercialisering, produktion og udbredelse af kvanteteknologi. 

Samtidig afspejler Danmarks kommende kvantestrategi Fra kvanteforskning til kvanteindustri den samme udvikling og giver Danmark mulighed for at spille en ledende rolle i at samle Europas kapaciteter i en robust, skalerbar og globalt konkurrencedygtig industriel platform.

- Kvanteteknologi forventes at blive en grundlæggende teknologisk platform for fremtiden, på samme måde som halvledere, computere og internettet har været det for tidligere generationer. Hvis Europa skal lykkes inden for kvanteteknologi, må vi ikke gentage mønstret fra tidligere teknologibølger, hvor Europa stod stærkt inden for grundforskning, mens den industrielle opskalering, platformene og de globale markedsledere opstod andre steder. Udviklingen af denne kapacitet er et vigtigt skridt mod at placere Europa centralt i det globale kvanteøkosystem og styrke Europas robusthed, siger Lene Oddershede, forskningsdirektør i Novo Nordisk Fonden.

Den nye fabrik forventes at åbne i 2027.


7/9 2026
  • Fra spåner til 3D-print

    Fra spåner til 3D-print

    branche-og-teknologi ›Det netop afsluttede CHIPART-projekt viser vejen mod en mindre miljøbelastende produktion med 3D-print ved at genbruge titaniumspåner fra luftfartindustrien til 3D-print pulver – uden energitung omsmeltning.
  • Dansk firma redefinerer kropsbåret dronedetektion

    Dansk firma redefinerer kropsbåret dronedetektion

    branche-og-teknologi ›Danske MyDefence lancerer kropsbåret dronedetektor, der vejer under 1 kg. Den kombinerer dronedetektion med kontinuerlig, AI-drevet spektrumanalyse, som kører simultant og direkte på enheden.
  • Cybersikkerhed kan blive en konkurrencefordel for danske virksomheder

    Cybersikkerhed kan blive en konkurrencefordel for danske virksomheder

    branche-og-teknologi ›Evnen til at udvikle sikre digitale løsninger kan blive en styrkeposition for danske virksomheder. I Aarhus vokser et miljø frem, der forbinder nogle af landets førende cyberforskere med virksomheder, startups, uddannelser - og unge hackere.
  • DigiKey: Sådan simplificeres komponent-management og -quoting

    DigiKey: Sådan simplificeres komponent-management og -quoting

    branche-og-teknologi ›DigiKey afholder den 13. oktober et webinar, der demonstrerer, hvordan 'My Lists' værktøjet kan simplificere komponent-management og -quoting (in english).
  • X-FAB bygger nye renrums-faciliteter

    X-FAB bygger nye renrums-faciliteter

    branche-og-teknologi ›X-FAB's kommende Fab4Micro i Erfurt i Tyskland skal etablere et nyt fundament for industriskala produktion af højt integrerede mikrosystemer og fotonik-løsninger (in english).
  • Ektos holder 'Open Lab Event' i Hvidovre

    Ektos holder 'Open Lab Event' i Hvidovre

    kommunikation-iot-og-cybersikkerhed ›Den 22. oktober afholder Ektos et arrangement på firmaets testlaboratorium i Hvidovre, hvor der fokuseres på testkrav til certificerede radiomoduler.
  • Ny sensorteknologi afslører forældede krav til kloakkontrol

    Ny sensorteknologi afslører forældede krav til kloakkontrol

    branche-og-teknologi ›Digitale sensorer kan i dag registrere selv meget små trykfald i kloakledninger, men kravene til kontrol og den måde, kontrollen udføres og dokumenteres på i praksis, udnytter ikke de teknologiske muligheder fuldt ud, vurderer Norva24.
  • Infineon åbner ny back-end produktionsenhed i Thailand

    Infineon åbner ny back-end produktionsenhed i Thailand

    branche-og-teknologi ›Med åbningen af ny back-end produktionsenhed i Thailand, styrker Infineon firmaets globale distributionsnetværk (in english).