Stærkt år for Mjølner Informatics
Mjølner Informatics opnår bedste resultat siden firmaets stiftelse i 1988, hvilket skyldes en markant strategiomlægning med en højere grad af fokus på forretningsudvikling.
Med et resultat før skat på kr. 12,1 mio. for 2014 kan en strategiændring, som er gennemført over en periode, for alvor mærkes i det 76-mand store software- og designhus, Mjølner Informatics. Man er begyndt at tale forretning i stedet for teknik, og dét kan kunderne forstå, understreger firmaet i en pressemeddelelse.Mjølner Informatics blev etableret i 1988, og firmaet har således stor erfaring med software og teknik. Virksomheden udvikler til alle platforme og har kunder i de fleste brancher, men alligevel har væksten ladet vente på sig siden krisen i 2008. Det har en ny strategi ændret på.
- I it-branchen er vi rigtigt gode til at være konkrete. Vi kommer hurtigt til at tale om tekniske detaljer og glemmer derfor at fortælle kunderne, hvilken forretningsmæssig værdi løsningerne giver. Især det seneste år har vi formået at tale forretning med vores kunder frem for teknik, og det kan ses på resultatet, siger Brian Jeppesen, CEO, Mjølner Informatics.
Også uden for virksomhedens kundekreds giver Brian Jeppesens tanker genlyd. Vigtigheden af at se it som en forretningsdriver har han advokeret for i flere sammenhænge. Han mener da også, at strategien kan gavne den danske vækst og eksport generelt.
- I Danmark er vi rigtigt dygtige til det tekniske, men vi skal blive bedre til at koble vores viden med forretningsudvikling og lidt mod. Det har vi bestræbt os på i Mjølner, og resultatet taler sit tydelige sprog. Det handler ikke om bits og bytes, men om brugere, kunder og forretning.
- Brian Jeppesen, CEO, Mjølner Informatics.
Årsopgørelsen for den aarhusianske virksomhed viser en omsætning på kr. 84,3 mio. og et resultat før skat på de nævnte 12,1 mio., svarende til en overskudgrad på godt 14,4 procent. Det bedste resultat siden oprettelsen i 1988.