Udviklingshus fokuserer på produktionOle Rudkilde

Udviklingshus fokuserer på produktion

Develco satser nu på at udbygge udviklings-aktiviteterne med mere produktions- relaterede opgaver, hvilket et samarbejde med Crisplant er et eksempel på.

Kernekompetencerne i Develco er udvikling af elektronik og embedded software. Men med ansættelsen af Ole Rudkilde som adm. direktør fik Develco en person med stor produktionserfaring ind i organisationen.

I sin tid som formand for Elektronikrådet i ITEK fik han således tilnavnet: Mr. Electronics. Allerede inden sin ansættelse havde han samarbejdet med projektchef Regner Krug Bendtsen fra Develco om udvikling af konceptet 'One Stop Shop', hvor Develco tilbyder at bistå med såvel udvikling som produktion af et produkt.

- En udviklingsafdelings DNA er orienteret mod funktionalitet, altså at udvikle et produkt med nye egenskaber. For en produktionsafdeling er succeskriterierne at minimere omkostninger og sikre kvaliteten af produktet, og det forudsætter effektive produktionsprocesser og robusthed. Jeg har anset det for at være en mine væsentligste opgaver her i Develco at fusionere udviklings- og produktionsperspektivet, og det er lykkedes, forklarer Ole Rudkilde og fortsætter:

- Den globale konkurrencesituation har skærpet kravene til produktfremtagning. Da jeg i sin tid var ansat hos GN Telematic var produktlevetiden 20 år for en telefon. Sådan er det som bekendt ikke mere, og med de stadig kortere produktlevetider er der ikke plads til, at nye produkter er behæftede med en masse 'børnesygdomme'. Produkterne skal være fejlfrie og 'vaccinerede', inden de kommer på markedet. 

Develco har netop annonceret en udvidet samarbejdsaftale med Crisplant, der er en del af BEUMER Group. Crisplant er en førende global leverandør af automatiserede sorterings- og transportløsninger, og firmaet har udviklet og leveret mange af verdens største og mest avancerede bagage- og materialehåndteringssystemer.
 
Develco har haft et mangeårigt samarbejde med Crisplant, og Develco har udviklet motorstyringerne til Crisplants systemer. Fremover får Develco ansvaret for produktionen af komponenter til disse styringer.

- Vi ønsker at koncentrere os om vores kernekompetencer inden for udvikling af sorterings- og transportsystemer, og vi har tillid til Develco’s professionalisme både som leverandør af udviklingsarbejde og til styring af den hermed forbundne komponentproduktion, forklarer Jan Sass Hvass Director Procurement, Executive Management, Crisplant A/S

5/3 2015