aCon i stort postgennembrud
aCon A/S i Sønderborg vinder EU-licitation og skal levere 30 avancerede selvbetjenings-automater til Post Danmark A/S.
Det sønderjyske firma aCon står foran et gennembrud på det europæiske marked for postale selvbetjeningsløsninger. aCon har netop vundet en EU-licitation på levering af 30 PostSelv automater til Post Danmark. Hovedparten af automaterne opstilles på posthuse rundt om i landet, og PostDanmark forventer, at de fleste af dem vil være på plads inden jul.
- Vi betragter ordren som et gennembrud, og den kommer på et tidspunkt, hvor vi skal deltage på den internationale udstilling Post Expo 2009 i Hannover i slutningen af september. Her kommer repræsentanter fra den postale verden i stort set alle europæiske lande. Og for dem betyder det meget, at de mulige leverandører de er på udkig efter, allerede har referenceinstallationer i minimum deres eget hjemland, siger aCons adm. direktør Flemming Toft.
Via de PostSelv automater, som Post Danmark nu opstiller. har brugerne mulighed for selv at klare postærinderne på egen hånd. Lige fra køb af frimærker, måle og veje breve og pakker til at få udskrevet pakkelabels og nødvendige tolddokumenter. Selv emballagen kan købes ved automaten. Betaling sker ved brug af betalings/kreditkort.
PostSelv automaten giver også brugerne mulighed for at sikre sig, at modtageren af en pakke eller anbefalede breve får en SMS besked, når forsendelsen er på vej. Afsenderen har samtidig mulighed for at tilføje en information om, hvor pakken skal leveres, hvis modtageren ikke er hjemme.
- PostSelv automaterne åbner nye muligheder for vore kunder, og vi får selv mulighed for at tænke anderledes, siger Henrik Larsen, chef for Post Danmarks Privatkunder.
Det har taget et par år at færdigudvikle løsningen. Arbejdet har inkluderet indgående studier af brugernes adfærd. Det sikrer, at alle hurtigt og enkelt bliver fortrolige med automaterne.