Adobe vil ind i konsumer-elektronikken

Adobe satser nu på af få integreret sin Flash Platform i tv, settop-bokse, Blu-ray-afspillere og andre typer af konsumerprodukter.

På NAB-messen, som afholdes denne uge i Las Vegas, præsenterer Adobe Systems en række softwarenyheder til video og interaktive medier med fokus på udvikling og distribution af indhold til computere, tv og mobile enheder.

Adobe lancerer blandt andet deres Flash Platform for til 'Digital Home' applikationer. Der er tale om en helt ny version af Flash-teknologien, som er udviklet specielt til fjernsynet og kan bygges ind i settop-bokse, fjernsyn med internetopkobling, Blu-ray-afspillere og andre typer enheder.

Ifølge analysevirksomheden comScore Media Metrix benyttes Adobe Flash-teknologien til at distribuere mere end 80 pct. af al den video, som vises over internettet. Adobe Flash Player, som i dag findes installeret på over 98 pct. af alle internetopkoblede personcomputere, giver seerne adgang til nyt engagerende indhold på nettet uden at skulle downloade yderligere software.

Ved hjælp af Adobes Flash Platform for the Digital Home kan brugere nu også se webvideo i HD-format over fjernsynet. Via Flash-baserede applikationer er det også muligt at skifte mellem tv-programmer og internetindhold uafhængigt af webbrowseren.

Indholdsleverandører vil kunne nå millioner af hjemmets opkoblede produkter, ligesom kabeloperatører og hardwareleverandører får mulighed for at tilbyde nye tjenester og brugergrænseflader til seerne.

- Flash Platform til 'Digital Home' systemer vil forandre den måde, vi anvender vores tv. Forbrugerne vil få deres yndlingsvideoer, -applikationer og -tjenester frem på netop den skærm i hjemmet, de foretrækker. Vi ser frem til sammen med vores partnere at kunne skabe disse nye oplevelser og levere indhold til offentligheden, hvad enten de vil se det på deres computere, mobiler eller fjernsyn, siger David Wadhwani, som er general manager og vice president for Platform Business Unit hos Adobe.

Flash Platform for the Digital Home er tilgængeligt nu for OEM’er, og de første produkter og hardwareløsninger, der understøtter Flash, ventes at blive tilgængelige i løbet af anden halvdel af 2009.

På NAB præsenterer Adobe i øvrigt også Strobe – et nyt framework for programudvikling, som arbejder på at etablere en åben branchestandard for medieafspillere. Strobe gør det nemmere at lave og distribuere videoindhold og interaktive oplevelser med høj kvalitet for internetbrugerne.

22/4 2009