ATV ønsker at bevare Højteknologifonden

ATV er utilfreds med regeringens beslutning om at neddrosle aktiviteterne i Højteknologifonden.

Det er en glimrende ide at foretage et eftersyn af de danske forskningsråd og -fonde, men det bør ikke føre til en sammenlægning af Højteknologifonden, Det Strategiske Forskningsråd og Rådet for Teknologi og Innovation.  Sådan lyder en af hovedpointerne i ATV’s kommentarer til regeringens innovationsstrategi, 'Danmark – løsningernes land'.

Kommentarerne fra ATV er sendt til uddannelsesminister Morten Østergaard.

ATV udtrykker generelt stor tilfredshed med innovationsstrategien, der på mange områder følger Akademiets anbefalinger fra rapporten 'Innovativt mod' fra 2011. Blandt andet lægger strategien op til at ændre kulturen i uddannelsessystemet, så innovation bliver en integreret del af undervisningen.

Men forslaget om at ændre fonds- og rådsstrukturen er bekymrende, fordi de to råd og Højteknologifonden har forskellige formål, virkemidler og målgrupper:

- For Højteknologifonden gælder, at projekterne er blandt de mest innovative samarbejder mellem forskere og erhvervsliv. Dette relaterer sig til såvel indhold og resultater som til organisering, ekspertise og finansieringsmodel, hvor erhvervslivet bidrager væsentligt. Vi anbefaler derfor, at Højteknologifonden videreføres i sin nuværende form, mener ATV.

7/3 2013