Branche, teknologi, komponentdistribution

 

Bosch etablerer ny halvlederfabrik i Dresden

Bosch etablerer ny halvlederfabrik i Dresden

Bosch vil investere i ny halvleder-produktionsenhed i Dresden, hvor der vil blive fokuseret på storskala produktion baseret på brug af 300mm wafers. Den nye halvlederfabrik repræsenterer den største enkeltinvestering i Bosch's mere end 130 års historie.

Bosch investerer fortsat kraftigt i Tyskland, og firmaet har netop annonceret investeringen i en ny chipfabrik i Dresden. På den nye fabrik skal der fremstilles chips med afsæt i 300mm wafers, hvilket åbner mulighed for at processere langt et større antal chips pr. batch i forhold til produktionsenheder, hvor der benyttes 150mm og 200mm wafers.

Opførelsen af hightech-enheden skal være afsluttet i slutningen af 2019. Produktionen vil sandsynligvis begynde efter en startfase i slutningen af 2021. I alt vil investeringen i den nye fabrik beløbe sig til ca. en milliard euro. Den nye halvlederfabrik er den største enkeltinvestering i Bosch's mere end 130 års historie, og den vil tilføre Dresden op til 700 nye arbejdspladser.


Brigitte Zypries, den tyske økonomi- og energiminister (BMWi), ser naturligvis positivt på Bosch's investering i Tyskland som hightech-område:
- Vi hilser Bosch's beslutning om at investere i Sachsen velkommen. Styrkelsen af halvlederekspertisen i Tyskland og dermed også i Europa er en investering i en central fremtidsteknologi og dermed et vigtigt skridt for at bevare og øge konkurrenceevnen, også for Tyskland som erhvervsområde. Med forbehold for godkendelse fra Europa-Kommmissionen planlægger det tyske økonomi- og energiministerium (BMWi) at støtte etableringen og igangsætningen af den nye halvlederproduktion i Dresden, siger Brigitte Zypries.

- Som erhvervsområde giver Sachsen gode forudsætninger for udbygning af vores halvlederekspertise- Dresdens koncentration af mikroelektronik, også kaldet 'Silicon Sachsen', er unik i Europa - og omfatter også leverandører til bilindustrien og serviceudbydere samt universiteter, der tilbyder teknologisk ekspertise. tilføjer Dirk Hoheisel fra ledelsen af Bosch.

Det er desuden målet, at Dresden med afsæt i økonomi- og energiministeriets såkaldte 'Digital Hub Initiative' skal udvikle et økosystem for IoT. Bosch planlægger at arbejde tæt sammen med lokale firmaer for derved ikke kun at styrke Tysklands, men også Europas position som erhvervsområde. 

Førende halvlederproducent og pioner inden for MEMS-fremstilling

I mere end 45 år har Bosch fremstillet halvlederchip i forskellige varianter, først og fremmest som anvendelsesspecifikke integrerede kredsløb (ASICs), powerhalvledere og mikroelektromekaniske systemer (MEMS). Bosch ASICs har været anvendt i køretøjer siden 1970. De er specialbygget til individuelle formål og væsentlige for funktioner som fx udløsning af airbag. I 2016 havde alle nye biler over hele verden i gennemsnit mere end ni chip fra Bosch.

Hvad angår MEMS-sensorer, er Bosch både pioner og verdens førende producent. For mere end 20 år siden udviklede virksomheden med fokus på teknologi og serviceydelser selv halvlederproduktionsprocessen kendt over hele verden som 'Bosch-processen', der også anvendes til at fremstille halvledere.

På fabrikken i Reutlingen i Tyskland fremstiller Bosch i dag ca. 1,5 million ASICs og 4 millioner MEMS-sensorer om dagen på basis af 150- og 200-mm-teknologien. Samlet set har virksomheden fremstillet mere end 8 milliarder MEMS-sensorer siden 1995.

I dag anvendes 75 % af MEMS-sensorer fra Bosch inden for underholdnings- og kommunikationselektronik. Bosch MEMS-sensorer er at finde i tre ud af fire smartphones. Den nuværende halvlederportefølje omfatter først og fremmest accelerations-, dreje-, massestrøms-, tryk- og miljøsensorer samt mikrofoner, powerhalvledere og ASICs til køretøjernes styreenheder.
19/6 2017
Produktlinks
Find din leverandør:

Mekanik underleverandør

Test & Måleudstyr

Test laboratorier

Tilføj dit firma
  • Texim

    Texim

    Focus Suppliers Nordic