Dansk It-forskning stilles nu til rådighed for industrien

Innovationsnetværket for it, Infinit, der tæller en række af de dygtigste universiteter og vidensinstitutioner, stiller nu deres viden til rådighed for industri og erhvervsliv. 

Ni danske universiteter og videninstitutioner vil nu stille deres it-forskning til rådighed over for erhvervslivet og erhvervslivets brancheorganisationer. Initiativet skal være med til at fremtidssikre samfundet og understøtte vækst, og i første omgang inviteres til en stor konference i København om emnet.

It har gjort det før og skal nu gøre det igen: Nemlig være vækstdriver for dansk erhvervsliv. I 1990’erne var it en væsentlig bidragyder til styrkelse af dansk konkurrenceevne, og som i starten af 90’erne har vi i dag brug for nye vækstdriver, der specifikt bl.a. kan sikre en højere produktivitet og generel vækst i samfundet.

Ni danske universiteter og videninstitutioner står bag Infinit - innovationsnetværket for it, der nu inviterer til øget samarbejde med henblik på yderligere udbredelse af de danske it-forskningskompetencer til både små, mellemstore og store danske virksomheder:

- Dansk it-forskning er inden for en række felter blandt de førende i verden. Det gælder blandt andet indlejrede systemer og fremtidens internet, der begge af EU er spået til at være nogle af de største fremtidige vækstområder. Denne forskning bør i højere grad kommercialiseres og på den måde komme hele samfundet til gode, og derfor peger vi på it som en absolut vækstdriver for danske virksomheder, siger professor Jan Madsen, DTU Compute, der er Infinits strategiske fagkoordinator for forskning i indlejrede systemer.

Og invitationen til øget samarbejde hilses velkommen hos både virksomheder og brancheorganisationer. En af de virksomheder, der tager sit udspring af forskningsmiljøet, og som netop har formået at kommercialisere dansk it-forskning er den succesfulde softwareudviklingsvirksomhed Configit i København. Her er CEO og medstifter Henrik Reif Andersen ikke i tvivl om det enorme potentiale, der ligger i de danske universiteters it-forskning:

- Som jeg ser det, har dansk it-forskning to elementer, der giver os nogle unikke fordele. Dels er forskningen inden for specifikke områder blandt verdens bedste, og dels har vi en tradition for at være bruger- og designorienterede i vores tilgang til forskningen. Det betyder, at der ikke burde være ret langt fra forskning til kommercialiserede produkter i Danmark, men det har vi hidtil ikke været dygtige nok til at udnytte, pointerer han og fortsætter:

- Vores virksomhed er på den måde speciel, fordi den er udsprunget af forskning. Configit er stiftet af to forskere og tre studerende, og vores forretning er bygget op om avanceret softwareteknologi. Forskningsbaggrunden har været helt afgørende for vores succes.

Dette bekræftes af Jesper Jensen, der er senior DSP research engineer hos Oticon:

- Vi ser et stigende antal eksempler på, at samarbejde mellem forskningsinstitutioner og erhvervsliv giver nogle unikke produkter og løsninger. I en multi-disciplinær og videnstung branche som høreapparatsbranchen er vi afhængige af den nyeste viden for at kunne udvikle nye produkter og services, der slår konkurrerende produkter af banen. Det har vi formået hos Oticon, og det skyldes jo bl.a. vores evne til at samarbejde med universiteterne, siger han.

Jesper Jensen, der er anerkendt som en af Danmarks førende eksperter i høreapparater og digital signalbehandling, udlever selv denne vision fuldt ud, idet han ved siden af sit job hos Oticon også er deltidsprofessor på Aalborg Universitet.

Invitationen fra de syv danske universiteter udmøntes i første omgang i en stor konference i København den 22. maj 2013 – SummIT 2013. Konferencen er en konkret invitation til energi-, fødevare- og transportbranchen, hvor der er særligt mange lavthængende frugter – både i forhold til effektiviseringer, men også i forhold til udvikling af nye produkter og services. Udover de tre brancherelaterede spor indeholder SummIT 2013 også en lang række indlæg fra forskere, der giver eksempler på de nyeste teknologier og anvendelser af it.


Fakta om SummIT 2013:

SummIT 2013 afholdes den 22. maj 2013 på Axelborg i København. Overskriften er ”The Future is IT” og sætter fokus på øget samarbejde mellem it-forskning og erhvervsliv i Danmark.

Konferencen sætter særligt fokus på anvendelse af it inden for tre udvalgte brancher:
• Energi
• Fødevarer
• Transport

Bag SummIT 2013 står InfinIT, der er et initiativ under Videnskabsministeriet og et samarbejde mellem ni af Danmarks største it-videnscentre:
• CISS/Aalborg Universitet (Center for Indlejrede Software Systemer)
• Alexandra Instituttet
• DTU Compute/Danmarks Tekniske Universitet
• Datalogisk Institut/Aarhus Universitet
• Knowledge Lab/Syddansk Universitet
• Center for Software Innovation
• IT-Universitetet
• Københavns Universitet
• DELTA

Læs mere på www.infinit.dk.

30/4 2013