Dansk projekt skal bane vejen for de næste generationer af processorer
Med støtte fra Højteknologifonden skal 'Erhvervspostdoc' Frederik Westergaard Østerberg arbejde med nye målemetoder, der kan bruges til at bestemme de elektriske egenskaber i tynde og smalle lederbaner i chips.
For at sikre den højeste kvalitet af fremtidens microprocessorer og andre komplekse chips kræves der hurtige målemetoder til at bestemme lederbanernes elektriske egenskaber. I et nyt projekt med et samlet budget på 2 mio kr. - hvor halvdelen kommer fra Højteknologifonden - skal 'Erhvervspostdoc' Frederik Westergaard Østerberg forske i nye målemetoder, der forventes at kunne anvendes både i udviklingsfasen samt til monitorering under masseproduktion.Inden for halvlederindustrien foregår der som bekendt en løbende procesnedskalering, hvilket betyder, at de elektriske lederbaner bliver tyndere og smallere. Når tværsnittet af lederbanerne gøres mindre og længden øges bliver de langsommere pga. øget elektrisk modstand.
I dette projekt skal der udvikles nye hurtige målemetoder, der kan bruges til at bestemme de elektriske egenskaber i tynde og smalle lederbaner. Disse målemetoder vil hjælpe halvlederindustrien til hurtigere at udvikle nye materialer til lederbanerne.
Ydermere vil målemetoderne kunne implementeres som kontroltrin i fremstillingen af komponenter, så man kan afbryde fabrikationen, hvis der er gået noget galt i processen. Da fremstilling af et batch komponenter tager 3-6 uger og koster op mod USD 100.000, kan det give store besparelser at opdage fejl før alle trin i processen er gennemført.