Dantrafo A/S samler produktionen

Dantrafo A/S nedlægger produktionen i Horsens og samler alle de danske aktiviteter på fabrikken i Lemvig.

I et marked med stigende global konkurrence har den danske producent af transformere, Dantrafo A/S,  besluttet at samle produktionen i Lemvig. Produktionen i Danmark foregår i dag på fabrikker i Horsens og Lemvig. Dantrafo A/S vil dog bibeholde et mindre kontor i Horsens hvorfra opsøgende salg og teknisk support vil blive varetaget.

- Set i lyset af koncernens fremtidige vækst og konkurrencestyrke er det uhensigtsmæssigt at have produktionen spredt ud på to fabrikker i Danmark, og med sammenlægningen sikrer vi, at vi kan få det bedst mulige ud af koncernens kompetencer i Danmark og bevare en konkurrencedygtig dansk virksomhed, siger koncernchef Ivan Gam, der overtog Dantrafo Gruppen i november 2009.

Den sammenlagte produktion fortsætter på den 7.000 m2 store fabrik i Lemvig, som Dantrafo overtog i 1993 i forbindelse med overtagelsen af Bang & Olufsens transformator produktion. Koncernens produktion af transformere i Sverige og Kina bliver ikke berørt af sammenlægningen i Danmark. Dantrafo har fortsat en ideel platform til at betjene den globale kunde.

Fastholder produktion i Danmark

Omkring 42 af koncernens 215 medarbejdere vil blive berørt af sammenlægningen, hvoraf hovedparten vil blive tilbudt job i Lemvig.

- Men vi erkender, at det ikke er alle medarbejdere, der får tilbud om et job i Lemvig, der vil eller kan flytte arbejdsadresse til Lemvig. Det er naturligvis meget beklageligt. Men gennem sammenlægningen af produktionsenhederne fastholder vi produktion og medarbejdere i Danmark, understreger Ivan Gam.

- Konkurrencen fra lavtlønslande er hård. Men det ligger fast, at vi bliver i Danmark, selv om det stiller meget store krav om en effektiv produktion. Vores mål er at bevare og videreudvikle en sund dansk koncern, og trods den hårde konkurrence har vi ambitioner om at skabe vækst. Derfor har vi foretaget flere grundlæggende ændringer i koncernens forretningsstrategi. Sammenlægning af produktionen er ét af initiativerne. Derudover tager vi en række yderligere initiativer for at fremtidssikre koncernen, bl.a. i form af etablering af et lean produktionsflow, fremtidsorienteret produktudvikling, øget fokus på salg og en optimering af koncernens afsætningskanaler i både ind- og udlandet, siger Ivan Gam.

Dantrafo Gruppen beskæftiger ialt 215 medarbejdere.

3/5 2010