Køleklyngen får EU-penge
EU's regionalfond bevilger 2,9 mio. kr. til KøleVirksomhedsCenter Alsion (KVCA)
På mindre end tre år er det lykkedes KøleVirksomhedsCenter Alsion (KVCA) i Sønderborg, at opnå en position, som en af Europas mest betydende klynger inden for køleteknologi.
Med en bevilling på 2,9 millioner kroner fra EU's regionale fond får klyngen nu mulighed for yderligere ekspansion med fokus på forskning, innovation og kompetenceudvikling. Det sker med opbakning fra både Vækstforum, Region Syddanmark og Erhvervs- og Byggestyrelsen.
- Vi betragter det som en blåstempling af det arbejde, vi har udført hidtil. Nu får vi eksempelvis mulighed for at gøre vores netværksaktiviteter grænseoverskridende, facilitere Ph.d. projekter i samarbejde med klyngevirksomhederne og gøre kandidatuddannelsen på SDU mere attraktiv gennem tættere involvering af industrien, siger lederen af KVCA, direktør Hans A. Pedersen.
Midlerne fra EU's regionalfond udgør halvdelen af det budget på 5,8 millioner kroner, som KVCA til og med udgangen af 2011 vil anvende på klyngeudvikling. KVCA tæller i dag knap 30 medlemsvirksomheder, der samlet beskæftiger 15.000 medarbejdere primært i Jylland.
Det er anden gang i år, at KVCA modtager tilskud fra offentlige instanser. I april bevilgede Energistyrelsen en halv million kroner til en undersøgelse, der skal afdække muligheder og risici ved at udnytte havets kulde og varme til indeklimaformål, som eksempelvis opvarmning og afkøling af bygninger.
Projektet gennemføres i samarbejde med Mads Clausen Instituttet på SDU, ProjectZero organisationen med Universitets- og Bygningsstyrelsen som administrator.
Både EU regionalfond og Energistyrelsen har lagt vægt på at resultaterne af arbejdet bliver tilgængelige for flest mulige i industrien. Havvand projektet ventes gennemført inden FNs klimakonference i København til december.
Ny formand
KVCA har i øvrigt netop fået ny formand. Den 43-årige Dr.-Ing. Jürgen Süss afløser såkedes adm. direktør Jens Andersen, Lodam, der i 2006 var blandt initiativtagerne til etableringen af klyngen.
Jürgen Süss er født og opvokset i Tyskland, hvor han i 1998 blev Dr.-Ing fra universitetet i Hannover Det skete med en afhandling om designkriterier for CO2 kompressorer.
Inden han i 1998 kom til Danfoss, som projektleder inden for køling og aircondition, havde han arbejdet hos bl.a. British Telecom i England, Siemens, Henniges Elastomer – und Kunststofftechnik og Glowatski Maschinen- und Apparatebau i Tyskland samt hos Daikin Arcon Engineering i Papua New Guinea.
Jürgen Süss hører til blandt Europas førende eksperter inden for køle og aircondition. Han er personlig ophavsmand til flere end 15 patenterede opfindelser. Med titel af Vice President er han i dag leder af den afdeling, som står for Danfoss’ forskning og udvikling inden for automatiske reguleringsenheder.
Jürgen Süss er medlem af adskillige internationale fagorganisationer, hvor hovedvægten er lagt på køleteknologi og aircondition.