Mekoprint investerer i fremtiden
Mekoprint-koncernen investerede 35 mio. i nyt produktionsudstyr i det seneste 2011/12 regnskabsår.
Mekoprint-koncernen, der består af Mekoprint A/S og Mekoprint Ejendomme A/S, omsatte i regnskabsåret 2011/12 for 291 mio. kr., hvilket er en positiv stigning i forhold til sidste års nettoomsætning på 282 mio. kr. Set i lyset af de svære konjunkturer på de europæiske markeder, hvor Mekoprints kunder primært agerer, er det som forventet, påpeger firmaet.
Resultatet i 2011/12 for produktionsselskabet Mekoprint A/S er negativt påvirket af indkøringen af det nye udstyr, da man samtidigt med indkøringen af udstyret skulle løse større kundeopgaver på dette udstyr, hvilket krævede ekstraordinært mange resurser samt ændringer i logistik, produktionsflow og bemanding.
Mekoprint-koncernen opnåede i regnskabsåret 2011/12 et overskud før skat på ca. 11.5 mio. DKK mod 19.8 mio. kr. i 2010/11. Efter skat var resultatet i 2011/12 på 8.5 mio. kr. mod 14.7 mio. kr. året før.
De i 2011/12 gennemførte investeringer og den nu overståede indkøring af det højautomatiserede pladebearbejdningsudstyr forventes at bidrage positivt til resultatet for de kommende år, da de nødvendige justeringer i produktionen nu skønnes afsluttet.
Mekoprint A/S adresserer kunder, som stiller særlige krav til kundespecifikke produkter og totalkoncepter inden for produktområderne betjeningsløsninger, trykte plastfolier, metalskilte, metalbearbejdning, ætsede komponenter og højvolumenfremstilling af trykte kredsløb. Selskabet er repræsenteret i Danmark, Polen, Tjekkiet og Kina.
En væsentlig del af Mekoprints produktion sker med højteknologisk, fuldautomatiseret produktionsudstyr. Virksomheden har desuden igennem de sidste 15 år opbygget et tæt og velfungerende samarbejde med certificerede partnere i Asien.