Mikkelsen Electronics tilbage på sporet
2017 var for Mikkelsen Electronics et omstillings- og konsolideringsår. Firmaet kan efter tre år med underskud igen fremvise overskud og en platform til yderligere vækst er blev bygget op.
2017 blev på mange måder et skelsættende år for Mikkelsen Electronics, hvor virksomheden fik bygget det stabile fundament, der redefinerer Mikkelsen. Et fundament, der skal bringe tiltrængt vækst til den Farum-baserede virksomhed. Samtidig er tre års underskud vendt til overskud på bundlinjen.Fokus i 2017 har således været, at brede kundesegmentet ud til ikke blot at dække det industrielle marked men også forsvarsindustrien. Det sidste lykkedes i 2017, hvor virksomheden landede en stor tocifret millionordre på kabler og dashboards til de schweizisk-producerede Piranha V, som det danske forsvar har indkøbt.
Med ordren følger også overførsel af know-how og det har været nødvendigt at opbygge et helt nyt produktionssite og en helt ny produktionslinie til formålet. Samtidig betyder ordren minimum 15 nye arbejdspladser i Mikkelsen, der før ordren har beskæftiget ca. 50 ansatte i Farum og det samme antal i datterselskabet i Serbien.
Den opadgående trend ses også på det industrielle marked, hvor ordrebacklog’et er væsentligt forbedret i forhold til de foregående år.
- Netop det, at vi vækster indenfor både det industrielle område og indenfor forsvarsindustrien har været et af vores succesparametre, siger Kim Christiansen, CEO i Mikkelsen Electronics.
Et andet vigtigt fokus for Mikkelsen i 2017 har været digitaliseringen af arbejdsprocesser. Således har der været fokus på, hvorledes digitalisering af forretningsprocesser kan effektivisere og dermed skabe mere værdi for kunderne.
- Der er ikke nogen tvivl om, at digitalisering ikke blot vil kunne ses på bundlinien men også i øget merværdi for vores kunder – og begge dele har været vores målsætning,” udtaler Kim Christiansen.
- 2017 har været et langt, sejt træk henimod den rette vej for Mikkelsen. Vi står tusind gange stærkere end i starten af året, fordi vi nu har det rette fundament til at vækste på: vi har været i gang med en digitaliseringsproces, vi har fået tilført knowhow fra forsvarsindustrien og vi har et nyt kundesegment, som er konjunkturmæssigt afkoblet fra industrisegmentet. Samtidig har vi oprustet indenfor vores produktion, så nu er vi klar til at tage det kvantespring, som vi har haft i vores planer, siger Kim Christiansen.