Nye danske robotvirksomheder viser sig frem på E-16 udstillingen

På E-16 messen, der afholdes i Odense Congress Center den 6.-8. september, vil man bl.a. kunne møde nogle af de nyere og meget innovative danske robotvirksomheder, der giver 'live' demonstrationer af deres respektive robotløsninger.

Når Danmarks største elektronikmesse E-16 i næste uge slår dørene op, vil man bl.a. kunne møde nogle af landets nyeste og mest lovende robot-virksomheder og se deres respektive robot-løsninger i aktion. Alle virksomheder er del af robot startup-miljøet i Odense, som med sine mange robotvirksomheder, har slået sig fast som Danmarks centrum for robotteknologi.

På udstillingen vi Corepath Robotics demonstrere en En robotarm, der selv kan regne ud, hvordan den skal svejse, slibe eller fræse – blot ved at scanne området.

Nordbo Systems vil vise et fleksibelt plukkerobot-modul, der hurtigt kan sortere eller lægge emner i kasser.

Sensohive står bag en cloudbaseret ’multi-sensorløsning’ der kan måle og regulere f.eks temperatur og luftfugtighed fra et stort antal sensorer. Systemet bliver testet ’live’ under messen.

KUBO vil demonstrere en llle robotfigur med udskiftelig ’hjerne’, som kan bruges til at lære selv børnehavebørn programmeringssprog gennem leg og kreativ opgaveløsning.

De fire virksomheder udstiller på messens nye Innovationszone, som en del af Odense Robotics. Odense Robotics er en klyngeorganisation, der arbejder for at udvikle byens robotmiljø, løse en række fælles forretnings- og rekrutteringsudfordringer og markedsføre byens styrkepositioner inden for robotområdet.

Som en del af Odense Robotics strategi om at udvikle byens robotmiljø, er Odense Robotics StartUp Hub etableret i samarbejde mellem Odense Robotics og Teknologisk Instituts Center for Robotteknologi. StartUp Hub’en leverer faciliteter, både i form af kontormiljø og laboratorium til at udvikle produkter.

Udover de fysiske rammer tilbyder StartUp Hub’en nye robotvirksomheder adgang til teknisk support, sparring på forretningsudvikling og kontakt til investorer og samarbejdspartnere. Alt dette tilbydes uden virksomhederne er forpligtet til at afgive rettigheder eller ejerandele. 

Der er selvfølgelig muligt at tale med virksomhederne og Odense Robotics’ forretningschef Mikkel Christoffersen vil fortælle om klyngen af robotvirksomheder i Odense og StartUp Hub’en. Det gør han torsdag d. 8. september i Innovationszonen i hal C.

1/9 2016