Sådan optimeres mekatronik-udvikling i praksis

Et netop afsluttet Phd. forskningsprojektet belyses det, hvordan man i praksis bedst muligt optimerer mekatronik-udviklingen.

I forbindelse med et Phd-projekt, der er gennemført af Jonas Mørkeberg Torry-Smith på DTU Mekanik i Lyngby, er der blevet udviklet en række nye metoder, der kan styrke integrationen mellem mekanik-, elektronik-, og software (mekatronik) udviklingen, og afdække skjulte koblinger mellem de involverede ingeniørdiscipliner og dermed også øge gennemsigtigheden af det tværfaglige udviklingsarbejde.

Overordnet fokuserer projektet, der har titlen ’Udvikling af Mekatroniske Produkter – Integration med fokus på modellering af afhængigheder’ på at belyse problematikken ved tværfaglig produktudvikling, hvor ingeniører med forskellig baggrund må samarbejde i forbindelse med udvikling af nye produkter, påpeges det i et projekt-resume.

Undersøgelser viser at tværfagligheden er en stor udfordring for mange virksomheder, og konsekvensen af manglende kompetencer ved håndteringen af tværfagligheden er kritisk for udviklingen af succesfulde produkter.

Fokus i projektet er afgrænset til det koordinerede samspil som findes mellem ingeniørdisciplinerne mekanik-, elektronik- og softwareudvikling. Resultatet
bidrager til forståelsen af problematikken som opstår i forbindelse med den tværfaglige udviklingsproces og de tiltag, som kan tages i brug af udviklingsteams til at adressere denne problematik, påpeges det i resumet.

Desuden bidrager forskningsprojektet med viden om en konkret problemstilling ved den tværfaglige produktudvikling, som omhandler håndteringen af såkaldte ’afhængigheder’, som er de bindinger, der opstår i produktkonceptet som følge af at udviklere med forskellig ingeniørmæssig baggrund udvikler på det samme produktkoncept.
Bidraget består af en klassificering af disse ’afhængigheder’ samt en visuel modellering af produktkoncept og de tilknyttede ’afhængigheder’.

Klassificeringen betyder at ’afhængighederne’ kan afsøges systematisk og på et tidligere tidspunkt i udviklingsforløbet. Den visuelle modellering betyder at ’afhængighederne’ kan fastholdes og afklares ved integrationsmøder, hvor ingeniører fra de forskellige discipliner er til stede og kan bidrage til problemforståelsen og problemløsningen.

Både klassificeringen og ’Det Mekatroniske Integrationskoncept’ er blevet testet i et industriprojekt. Resultatet af testen indikerer at oprettende arbejde som følge af integrationsproblemer kan reduceres, projektgennemløbstiden forkortes og produktperformance øges, hvilket er nøgleparametre for succesfulde projekter i industrien.

24/6 2013