Sådan skal IT udvikle sig i de næste fem år
Luca Lazzaron, der er 'Senior VP International Operations' hos firmaet Fuze, beskriver fem måder, som IT skal udvikle sig på i de næste fem år.
For unge er sætningen: 'Det er der en app til', ikke bare et fængende reklameslogan. Det er en selvindlysende sandhed, svaret på næsten ethvert spørgsmål, de nogensinde har stillet, og fremgangsmåden til enhver opgave. Kan det samme nu siges om nutidens måde at arbejde på? Tja, ikke rigtigt. Det er mere: 'Det er der måske en app til, men du er nødt til at spørge IT-afdelingen, og appen er måske blokkeret eller virker ikke på din telefon og...', ja, du skal ikke regne med, at det bare er så enkelt.Sandheden er, at der bliver ved med at være en tydelig afstand mellem den såkaldte 'app-generation' og det nuværende IT-udstyr på arbejdspladsen. Efterhånden som den nye generation kommer ud på arbejdsmarkedet, vil denne afstand blive stadig mere åbenlys, fordi IT-afdelingerne kæmper med at holde det eksisterende kontrolniveau.
For at løse disse problemer og finde ud af, hvordan IT-afdelingerne skal udvikle sig, spurgte leverandøren af virksomhedskommunikation Fuze 2.500 medlemmer af app-generationen (teenagere i alderen 15-18 år) om deres forventninger til teknologien på arbejdspladsen. Det blev sammenlignet med, hvordan de virkelige kontormiljøer er for 5.000 arbejdstagere over hele Europa. Her er, hvad de fandt ud af:
Teknologi på arbejdspladsen skal følge med arbejdstagernes egne enheder
To tredjedele af kontorarbejdere mener, at den teknologi, de bruger på arbejde, er nødt til at oppe sig for at svare til den, de bruger i hverdagen. Fuzes forskning fremhæver en tydelig utilfredshed blandt nutidens arbejdstagere, da lidt over halvdelen siger, at deres virksomheds teknologi ikke er god nok, til at de kan arbejde effektivt.
Takket være forbindelse til cloud-teknologi kan IT-afdelinger nu begynde at løse dette problem. Når opgraderinger sker stort set automatisk, frem for at hardware skal tages ud og erstattes med ny, vil virksomheders teknologi have en meget større chance for at holde trit med forbrugernes egne enheder.
Tekst og video vil overhale stemmekommunikation
En af app-generationens helt klare karakteristika er, at selvom de er heftige smartphonebrugere, benytter de sjældent den oprindelige funktion på deres telefoner, nemlig opkald. Hovedparten af voksne arbejdstagere (60 %) tror, at tekstbaseret kommunikation vil erstatte stemmebaseret kommunikation, og 59 % af arbejdstagerne er enig i, at videobaseret kommunikation kommer til at spille en meget større rolle i årene fremover.
Med tiden har e-mail, videokommunikation og på det seneste sociale applikationer til erhverv som fx Slack gjort indhug i stemmebaseret kommunikation. Denne tendens vil fortsætte med den nye generation, der i højere grad sætter deres lid til tekstbaseret interaktion. IT-afdelingerne skal ikke være bange for denne forandring, men snarere tage disse nye kanaler til sig på en sådan måde, at de ansatte kan kommunikere, som de har behov for, samtidig med at der stadig er en nødvendig grad af intern kontrol.
IT-afdelinger må tage ejerskab over deres apps
Den software, vi bruger til private formål, glider mere og mere over i vores stillinger på arbejdspladsen. Det gælder især for kommunikationsplatformene, hvor mobilbeskeder, videochat og sociale medier alle sammen flyder sammen i vores kommunikation på arbejdspladsen.
Som afhængigheden af disse platforme stiger, foregår en stadig større mængde af intern kommunikation imidlertid uden for IT-afdelingens kontrol. Som det er nu, vil 25 % af arbejdstagerne gå på internettet og lede efter en nyt stykke software som hjælp til arbejdet frem for at bede IT-afdelingen om hjælp. Det skaber en række problemer med hensyn til overensstemmelse og ansvarlighed.
Hvis IT-afdelinger skal løse dette, må de finde en hårfin balance mellem nødvendig kontrol og deciderede begrænsninger. Udviklingen af erhvervs-app-butikker gør det lettere for virksomheder at købe apps uden at forlade den grundigt kontrollerede IT-strategis rammer.
'Arbejde' er, hvad du laver, ikke hvor du er
Kun et fåtal af arbejdstagerne mener, at de behøver at sidde på kontoret for at være produktive, og langt de fleste kan se fordelene ved at kunne arbejde alle vegne fra. Af de adspurgte sagde 42 %, at de ville få lavet mere, hvis de kunne arbejde hjemmefra.
Selvom mange arbejdsgivere stadig er tøvende over for at lade deres medarbejdere arbejde hjemmefra, er de nødt til at ændre mentalitet og sikre, at den teknologi, der står til rådighed, skaber størst mulig effektivitet både i og uden for det traditionelle kontormiljø. Det vil ikke bare fremme medarbejdertilfredsheden, men også øge fordelene for virksomheden gennem færre administrationsomkostninger og en mere produktiv og engageret medarbejderstab.
Men ... kontoret er kommet for at blive
Til trods for den forventede stigning i video- og tekstbaseret kommunikation ser det ikke ud til, at det at mødes ansigt til ansigt har nogen udløbsdato. 84 % af arbejdstagerne mener, at samværet ansigt til ansigt altid vil være vigtigt på arbejdspladsen, og for teenagere er det den måde, de foretrækker at være sammen med vennerne på. Video- og tekstbaseret kommunikation vil vokse, men det at være til stede på det samme sted vil altid have sine fordele.
Kontoret skal være et sted, hvor man gerne vil være, og et sted, der øger produktiviteten og jobtilfredsheden, ikke bare et sted, hvor man er nødt til at være.
IT-afdelinger har lang vej igen, hvis de skal møde den nye app-generations forventninger, men disse forandringer bør ses som en mulighed frem for en trussel for de virksomheder, der er villige til at tilpasse sig og lære af den nye generation og derved komme foran konkurrenterne.
Teknologien på arbejdspladsen skal tilpasse sig. Spørgsmålet er bare, vil IT-afdelingerne tage føringen, eller vil de sakke bagud?