Slår 'Over the Top' teknologi bunden ud af tv-selskaberne?
Internetdagen, der afholdes den 22. november i København vil bl.a. fokusere på betydingen af 'Over the Top' teknologi for tv-selskabernes udviklingsmuligheder.
Videoindhold direkte til skærmen fra internettet (Over the Top Technology) udfordrer nu de eksisterende forretningsmodeller i tv-branchen. Hvordan skal man tjene penge som producent eller som tv-station, når nu også danske forbrugere kan vælge og vrage mellem millioner af film, serier og andre programmer fra nettjenester som HBO og Netflix. Det diskuterer den danske branches tunge drenge på Internetdagen, der afholdes den 22. november i Mogens Dahls Koncertsal ved Islands Brygge i København.
Tv har i mange år været kendt som det stærkeste medie af alle. Men tv og producenter skal have forretningsmodellerne til styrketræning. For nu bliver de traditionelle måder at tjene penge på udfordret af onlinetjenester med millioner af serier, film og andre programmer i bagagen.
Fænomenet har været kendt i en række år i USA, hvor meget båndbredde i dag går med at levere videoindhold direkte ind i de amerikanske hjem over internettet. Vel at mærke udelukkende det indhold, som de amerikanske familier vil have ind over skærmene.
Nu kommer to af branchens giganter buldrende ind i Norden. Både Netflix og HBO har indtaget de danske stuer. Det opstiller en række dilemmaer for den etablerede danske tv-branche, hvor programpakker eksempelvis har været den klassiske tv-vare.
Hvordan håndterer den danske tv-branche disse udfordringer nu og i fremtiden?
Skal alle leverandører sende video indhold over nettet? Hvilke initiativer kan sikre de danske aktørers forretning? Og hvor ligger de vindende forretningskoncepter i fremtiden?