Teknologisk Institut indvier FABLAB

På det nyetablerede FABLAB TI bliver muligt at sætte skub i innovationshastigheden gennem let tilgang til opbygning af bl.a. 3D prototyper.

FABLAB TI på Teknologisk Institut blev i slutningen af sidste uge åbnet af Høje-Taastrups borgmester Michael Ziegler. Udover at give borgerne fri adgang til fabrikations-værkstedets maskiner, teknologier og kompetencer har fablabbet har en klar mission om at føre flere ideer til markedet.

- For opfindere og mindre virksomheder bliver FABLAB TI et hurtigt og billigt bindelied mellem ideen og virkeligheden. I stedet for at sidde og fedte med skitser og beskrivelser, kan en 3D-printer lave en portotype, som kan testes og vises til investorer, sagde Michael Ziegler i sin veloplagte åbningstale. Han gik så vidt som til at kalde FABLAB TI for 'en lille industriel revolution der demokratiserer produktudviklingen'. 

FABLAB TI er kort fortalt et fabrikationsværksted til fremstilling af modeller og prototyper med en række maskiner og teknologier: 3D-print, laserskæring, CNC-fræsning med mere. I første omgang vil fablabbet have to ugentlige åbningsdage, hvor borgerne kan arbejde med deres ideer.

Derudover kan virksomheder opnå adgang til faciliteterne. FABLAB Ti tilbyder bl.a. strukturerede ideudviklings- og innovationsforløb, som sætter fart i udviklingsprocesser og markedsvalidering af ideer.

FABLAB TI har efter danske forhold et unikt bagland at trække på, med fageksperter fra Teknologisk Instituts mere end 40 fagcentre i ryggen. Fablab TI holder åbent for borgerne tirsdage og onsdage fra kl. 9-16.  På Gregersensvej 1F, Teknologisk Institut i Taastrup.

Vi skal syreteste flere ideer

- Vi screener og vurderer i forvejen mere end 1000 unikke ideer fra borgerne årligt og laver produktudvikling for danske virksomheder. De bedste ideer modner vi sammen med idehaverne, og målet er at få dem afsat på licens til eksisterende virksomheder. Vores effektmålinger viser, at der er stort potentiale for yderligere vækst og skabelse af jobs i den forretningsmodel, siger Kasper Birkeholm Munk, der er teamleder i Opfinderrådgivningen, landets eneste erhvervsfremmeordning, der tilbyder borgerne gratis rådgivning og sparring på deres ideer.

- Med åbningen af FABLAB TI demokratiserer vi borgernes adgang til at udfolde og visualisere deres ideer i fabrikationsværkstedet og skaber rammer, der kan sætte fart på udvikling af produkt- og serviceideer fra virksomheder.
 
Det er vigtigt at kunne visualisere og præsentere ideer

Etableringen af et fablab på Teknologisk Institut bygger på det mangeårige arbejde, som instituttet har udført i Opfinderrådgivningen. Rådgivningen er baseret på ’Opfinderens 10-trins model’ og bringer borgeren i kontakt med de elementer, som er nødvendige at gennemløbe, når man skal bringe en ide fra det tidlige stadie og hele vejen ud til markedet. Et af de helt centrale elementer er tidligt at komme i gang med at skabe et fysisk udtryk for sin ide, så den kan teste sit mulige marked og præsenteres for en eventuelt licenstagende virksomhed.

Serieiværksætter Tim Vang, der var gæstetaler ved FABLAB TI-åbningen, er eksponent i Danmark for den nye pretotyping-bevægelse, der taler om at tænke vækst anderledes, blandt andet ved at teste og markedsvalidere flere ideer tidligt i deres forløb.
Pretotyping er en kombination af 'pretend' og 'prototyping' og arbejder med hurtigt og billigt at validere markedsinteressen for en ny ide, som endnu ikke eksisterer.

- Vi skal tænke vækst på nye måder. Pretotyping bør blive ny standard for produkt- og serviceudvikling i virksomheder. De skal ind tidligere og teste ideerne. Ved at teste og markedsvurdere hurtigere, kan virksomhederne nedbringe risiko og omkostninger ved produktudvikling og sikre større træfsikkerhed på nye produkter. Det kræver mod til at lade mange ideer fejle undervejs. FABLAB TI er et godt sted at prøve ideerne af, siger Tim Vang, der er stifter af MYC4, igangsætter af en lang række virksomheder og ideer, og som arbejder med accelererede iværksætterforløb for studerende på KEA.

Endnu mere undervisning i praktisk innovation

Opfinderrådgivningen driver i forvejen skoletjenesten Opfindertjenesten og har jævnligt elever fra ungdomsuddannelser og andre uddannelsesinstitutioner på besøg til undervisningsforløb i praktisk innovation i rådgivningens værksted. Nu er det så blevet endnu bedre ekviperet med maskiner og teknologier, og det er ambitionen, at endnu flere studerende skal komme og bruge faciliteterne.

- Hvis vi skal bringe den danske ideudvikling på sporet igen er det væsentligt, at vi påvirker yngre generationer til at arbejde kløgtigere med deres ideer og sætte flere ideer i værk. Innovation er noget man gør, og ikke en lærebogsdisciplin. Det er fremtidens kompetence og kræver, at man er i stand til at involvere brugere, kunder og samarbejdspartnere i sin udviklingsproces, siger Kasper Birkeholm Munk.

22/4 2013