YouSee indfører fri adgang til digitalt tv
YouSee fjerner krypteringen på de digitale tv-kanaler, hvilket eliminerer behovet for programkort.
Landets største kabel-tv-selskab, YouSee, sætter nu for alvor gang i digitaliseringen af det hjemlige tv-marked. Med virkning fra den 15. september fjerner YouSee krypteringen af det digitale tv-signal i selskabets tre programpakker, så omkring en million husstande får fri adgang til at se digitalt tv, uden det kræver kort eller boks.
- YouSee har udbudt digitalt tv i snart ti år, og vores erfaring er, at mange kunder oplever kravet om kort og boks som besværligt og irriterende. Nu gør vi det nemt, så vores kunder får deres tv-kanaler i både digital og analog kvalitet uden bøvl, og uden det koster ekstra, siger adm. direktør Niels Breining, YouSee.
Stort set alle selskabets godt 1,1 mio. kunder får fra første dag adgang til at se alle deres kanaler fra Grund-, Mellem- eller Fuldpakken i digital kvalitet. Eneste undtagelse er husstande i et antal antenneforeninger, som selv sammensætter deres programpakker.
Hidtil har kryptering af signalerne gjort det nødvendigt at leje et program-kort for at se kanalerne digitalt. Fremover vil eneste forudsætning være, at man har et tv med indbygget digitalmodtager, og det har de fleste af de ca. 700.000 fladskærms-tv, der forventes solgt i år.
YouSee er en af de første kabel-udbydere i Europa, der fjerner krypteringen af digitalt tv.
- Vi er i en unik situation, fordi vi takket være vores filterteknologi kan distribuere tre forskellige programpakker i både digital og analog kvalitet, som kan ses uafhængigt af hinanden og uden brug af ekstra udstyr på alle hjemmets tv. Det sætter en ny standard på tv-markedet, siger Niels Breining.
YouSee forventer, at udbredelsen af tv-apparater med indbygget digital modtager vil ske så hurtigt, at flere end 500.000 husstande — svarende til ca. halvdelen af selskabets kunder — inden for de næste to år vil se alle deres kanaler digitalt.