Develco får ny direktør og medejer
Ole Rudkilde - der bl.a har en baggrund som direktør i Grundfos - bliver nye adm. direktør og medejer i Develco.
Ole Rudkilde tiltræder som adm. direktør i Develco A/S og erhverver samtidig en aktiepost i firmaet. Ole Rudkilde har været direktør på Grundfos i 13 år, og han har stor erfaring med udvikling og produktion af elektronik. Senest har Ole Rudkilde arbejdet som strategisk rådgiver for store danske industrivirksomheder.
Aftalen med Ole Rudkilde, der tiltræder 1.2.2013, er indgået som et led i styrkelsen af Develcos forretning inden for elektronikudvikling, fremhæves det af firmaet.
- Develco er et velrenommeret udviklingshus inden for elektronik og embedded software til flere forskellige områder som f.eks. wireless, automotive, industri og energi. Jeg vil styrke Develcos kerneforretning omkring udvikling af elektronik, hvor virksomheden har sin erfaring og sine kernekompetencer, siger Ole Rudkilde.
Develcos hidtidige direktør, Kresten Nørgaard Christensen, gennemfører sit planlagte karriereskifte ved at sælge sin ejerandel i Develco og starte ny selvstændig virksomhed, Develco Innovation, der bl.a. vil tilbyde rådgivning om innovation, herunder de innovationsaktiviteter, der allerede er igangsat i Develco-regi.
- Formålet er at frigøre kræfterne i ledelsen, så de to virksomheder kan holde fokus. Virksomhederne arbejder med to tæt forbundne områder, hvor arbejdsmetoderne er forskellige og begge områder kræver fuldt fokus for at holde det høje niveau, vi ønsker at operere på, fremhæver Kresten Nørgaard Christensen.
Develco blev stiftet i 1989 og har siden da etableret sig som en uvildig partner i udvikling af produkter baseret på elektronik og software. Develco tilbyder gennemførsel af et helt projekt eller supplement til andre virksomheders udviklingsafdeling. Virksomheden beskæftiger højt specialiserede ingeniører, primært inden for trådløs kommunikation og industriel elektronik.