Develco udbygger samarbejdet med Freescale Semiconductor

Develco A/S og Develco Products A/S har fået status som 'Global Proven Partners' hos Freescale Semiconductor.

Som de eneste virksomheder i Europa er Develco A/S og Develco Products A/S i fællesskab blevet udpeget som 'Global Proven Partner' i Freescale Semiconductor’s 'Connect Partner Program'. Develco står for et bredt spektrum af ydelser, og er den eneste Proven Partner i Europa, der tilbyder wireless HAN (Home Area Network) baseret på Freescale teknologier. Partnerskabet omfatter USA, Europa og Asien, hvor Freescale har forretningsenheder.

Develco har i mange år anvendt komponenter fra Freescale Semiconductor, der har en førende position inden for udvikling og produktion af microprocessorer, microcontrollere, digitale og analoge signalprocessorer, power styringer samt RF og sensor udstyr.
 
Develco har et tæt samarbejde med Freescale og har været medlem af Freescales partnerkreds i mange år. Poul Eriksen, Salgs og Teknologichef i Develco Products, er tidligere medarbejder i Freescale. Han fungerede som Program Manager for wireless HAN ved Freescale fra 2000-2003, dvs. i den periode hvor ZigBee udviklingen startede.

I forbindelse med en omlægning af strukturen i Freescale valgte Poul Eriksen samt flere andre medarbejdere inden for nøgleudviklingsområderne at vende tilbage til Develco for at anvende den nye teknologi i produktudviklingen her. Teamet har som sådan deltaget i både grundudviklingen samt standardiseringen af ZigBee platformen. Develco har fastholdt det tætte samarbejde med Freescale, og der holdes ugentlige møder mellem Develco’s og Freescales udviklingsmedarbejdere.

- Den tætte relation til Freescale giver os mulighed for videns- og idéudvikling med nogle af de ypperste specialister i verden inden for halvlederkomponenter til wireless applikationer. Det er i høj grad med til at sikre Develco’s førende position inden for HAN og andre anvendelsesområder for wireless teknologi, fremhæver Poul Eriksen.

- Efter min mening er der i øvrigt en direkte gensidig fordel ved samarbejdet, da det bibringer Freescale vigtig viden fra produktmarkedet.

21/4 2014