Forskningsprojekt med fokus på humanoide robotterProjektleder Oskar Palinko med en humanoid prototype fra et tidligere projekt, HospiBot, der handlede om at udvikle robotter til sundhedsvæsenet (foto: SDU)

Forskningsprojekt med fokus på humanoide robotter

Forskere fra Syddansk Universitet (SDU) vil sammen med Novo Nordisk, Harting og flere andre partnere udvikle en menneskelignende robot, der kan overtage ensformige, slidsomme og sundhedsfarlige opgaver i industrien.

Danmark har en stærk robotsektor og er globalt førende inden for især kollaborative robotter, de såkaldte cobots. Men når det gælder menneskelignende (humanoide) robotter, er historien en lidt anden. Der har kun været små og sporadiske forsøg med humanoide robotter herhjemme.

Det skal et nyt forskningsprojekt på Syddansk Universitet (SDU) ved navn RobOdin gøre op med. RobOdin er et samarbejde mellem SDU, Kiel Universitet, Lübeck Universitet, Flensborg Universitet og det nationale tyske forskningscenter for kunstig intelligens DFKI. Novo Nordisk og det tyske firma Harting er også partnere i projektet. Projektet er støttet af EU's Interreg-pulje med 11,5 millioner kroner og har et samlet budget på omkring 18 millioner kroner.

SDU Robotics vil i samarbejde med projektpartnerne i løbet af de næste tre år udvikle og teste en humanoid robot, der vil kunne overtage forskellige opgaver i industrielle virksomheder, f.eks. montageopgaver eller basalt laboratoriearbejde.

Det er netop alsidigheden, der er de humanoide robotters helt store fordel, forklarer Oskar Palinko. Han er lektor på Syddansk Universitet og står i spidsen for projektet.

- En humanoid robot kan flyttes fra én opgave til en anden uden at blive bygget om. Det gør teknologien langt mere fleksibel end traditionelle industrimaskiner og i øvrigt også mere bæredygtig. Tænk på, hvor mange materialer, man skulle bruge, hvis man skulle bygge en ny specialrobot til hver eneste opgave, siger han.

 - Og så gør det menneskelignende udseende det mere naturligt at interagere med den. Folk forventer, at noget med en menneskelig form kan kommunikere som et menneske. Det er meget vigtigt, hvis medarbejderne skal føle sig trygge omkring robotterne.

Torso med arme og hoved

Den præcise udformning af robotten i RobOdin-projektet har forskerne ikke lagt sig fast på endnu. Men de ved, at de vil fokusere på at bygge en menneskelignende torso med to arme og et hoved, mens benene i første omgang bliver erstattet af hjul.

- Gående robotter er teknisk mulige, men uden for projektets ramme. Vi kommer til at fokusere på det, industrien efterspørger nu og her: Det vil sige stærke, præcise arme, der kan håndtere objekter, siger Oskar Palinko.

At lave en humanoid robot er en teknisk kompliceret opgave, men ifølge forskeren er der sket enormt meget inden for eksempel kunstig intelligens og aktuatorer, som har gjort de menneskelignende robotter væsentlig bedre bare inden for de sidste fem år.

Forskerne vil bygge videre på eksisterende teknologier og på erfaringer fra tidligere forskningsprojekter, ikke mindst projektet Hospibot, som handlede om at udvikle en række hjælperobotter til sundhedsvæsenet.

Den ny robot bliver helt anderledes end HospiBot, hvis fokus udelukkende var på interaktion uden særlig praktiske industrielle anvendelser (på grund af dens mindre robuste konstruktion). Den nye robot bliver udviklet med sigte på netop krævende industrielle anvendelser.

- Vi forventer at have en funktionel prototype inden for et til to år, og så skal robotten testes i virksomhederne i projektets sidste fase. Tanken er, at det her kan blive et første skridt mod humanoide robotter i Danmark, siger Oskar Palinko.

Til spørgsmålet om, hvorvidt de danske og tyske forskeres humanoide robot overhovedet vil være konkurrencedygtig med f.eks. Optimus-robotten fra Tesla, svarer Oskar Palinko:

- Vi kan ikke konkurrere med de store firmaer på resurser, men vi kan konkurrere på specialiserede funktioner. Vores robot får taktile hænder, avanceret interaktion og et mere menneskeligt udtryk end mange af de eksisterende humanoide robotter. Det er et stort forbedringspotentiale dér.

Styrke regionalt netværk

Et andet vigtigt mål i forbindelse med opbygning og test af den humanoide robot er at etablere et stærkt og varigt netværk af forskere og fagfolk inden for robotteknologi og kunstig intelligens i Syddanmark og Nordtyskland.

Det vil være til stor gavn for begge sider af grænsen at udbrede denne viden og bygge videre på hinandens ekspertise og dermed udnytte synergier mellem de to områder og lande.

Produktion af humanoide robotter kan ikke kun forbedre økonomien i regionen, robotter kan også have en positiv effekt på samfundet ved at få dem til at udføre farlige, kedelige og underordnede opgaver i stedet for mennesker.


27/11 2025
  • Hvilke typer af servicerobotter kommer til at dominere markedet?

    Hvilke typer af servicerobotter kommer til at dominere markedet?

    automation ›Markedet for servicerobotter vokser hurtig, hvilket er drevet af store fremskridt inden for robotteknologi og kunstig intelligens (AI). Servicerobotter vil kunne afhjælpe problemer med mangel på arbejdskraft på tværs af flere brancher (in english).
  • Ny 3D-printet løsning reducerer energiforbruget til køling i datacentre

    Ny 3D-printet løsning reducerer energiforbruget til køling i datacentre

    automation ›Teknologisk Institut og Heatflow udvikler energibesparende køleløsning til datacentre med 3D-print. På sigt kan den gøre overskudsvarmen anvendelig til fjernvarme.
  • Videnskløft bremser AI i danske produktionsmiljøer

    Videnskløft bremser AI i danske produktionsmiljøer

    automation ›Ny rapport fra Teknologisk Institut afdækker, at knap to ud af tre SMV-produktionsvirksomheder er afventende, når det gælder brugen af AI på fabriksgulvet.
  • Kamaramoduler finder nye anvendelsesområder

    Kamaramoduler finder nye anvendelsesområder

    sensorer ›Kameramoduler bruges i stort omfang i smartphones og lignende. I ny rapport belyser Yole Group, hvordan kameramoduler bevæger sig ind i nye hurtigt voksende applikationer (in english).
  • Åbne automationssystemer giver store økonomiske fordele

    Åbne automationssystemer giver store økonomiske fordele

    automation ›Lukkede industrisystemer koster hvert år mellemstore industrivirksomheder dyrt. Vejen frem er åben, softwaredefineret automation, hvor software adskilles fra hardware, fremhæver Schneider Electric.
  • Dronebranchen samles i nyt forum

    Dronebranchen samles i nyt forum

    automation ›Mere end 100 deltagere fra hele droneøkosystemet var samlet på SDU, da Odense Robotics og DI Transport afholdt det første møde i DroneHorisont - et nyt forum, der skal skabe et fælles samlingspunkt for branchen.
  • Produktion af PLC controllere med Murata komponenter

    Produktion af PLC controllere med Murata komponenter

    aktive-komponenter-og-embedded-sw ›SPONSORERET ARTIKEL. Komponenterne fra japanske Murata kan honorere de højeste krav og standarder - herunder også i industri- og automotive applikationer. Det fulde program tilbydes gennem den polske distributør TME.
  • Slangerobot skal lytte sig frem i ukendt terræn

    Slangerobot skal lytte sig frem i ukendt terræn

    automation ›Professor Ahmad Rafsanjani har netop modtaget en ERC-bevilling på 15 mio. kr til et projekt, der skal lære bløde robotter at navigere ved hjælp af lyd, friktion og origami-teknik.