Kæmpedroner kan give landmænd nyt redskab mod udvaskning af kvælstof
Nye forsøg skal afdække, om såning af efterafgrøder og bladgødskning af majs, kan klares fra luften mere præcist og på tidspunkter, hvor traktorer ikke kan køre i markerne. Formålet er at begrænse udvaskning af kvælstof til vandmiljøet.
Teknologisk Institut leder projektet N-Drone, som for første gang i Danmark afprøver såning og sen bladgødskning i majs med særligt store droner.
Formålet er at undersøge, om metoderne kan begrænse kvælstofudvaskningen fra markerne. Dronerne har en vægt på op til 200 kg. og kan bære en stor nyttelast af gødning og frø.
- Vi skal undersøge om store droner kan så og gødske på et tidspunkt, hvor effekten på vandmiljøet er størst. Hvis det lykkedes, kan det give bedre udnyttelse af gødningen - og derved mindre udvaskning til vandmiljøet samt højere udbytte. Vi vil også undersøge om det kan ske til lavere omkostninger pr. hektar end traktorbårne redskaber, siger Thomas Nitschke, seniorkonsulent og droneekspert på Teknologisk Institut.
Timing er afgørende
Det handler om timing. Sår landmanden sine efterafgrøder i juli inden høst af kornet på marken, får de en tyvstart til at etablere stærke rødder, der suger overskydende kvælstof op fra jorden. Bladgødsker han sine majs sent under blomstring, kan han udnytte kvælstoffet bedre.
Begge dele minimerer udvaskningen til vandmiljøet. Men ingen kan køre en stor traktor umiddelbart efter en regnbyge eller i en til to meter høj majsmark uden at skade sine afgrøder.
- Dronen kan løse disse dilemmaer. Den flyver ganske enkelt over problemerne. Fra luften kan den så og gødske på det agronomisk mest optimale tidspunkt, uafhængigt af kørespor eller våd jord, siger Thomas Nitschke.
Behov for fleksible løsninger
Han oplyser, at det lovgivningsmæssige er på plads, og at projektets droneoperatører har en generel tilladelse til at flyve med store droner til netop disse formål.
Med den nye udledningsbaserede markregulering fra 2027 vokser behovet for fleksible løsninger, der forhindrer kvælstof i at blive udvasket til vandmiljøet og skabe iltsvind.
- Landbruget står over for en stor tilpasning af gødskningspraksis efter indfasning af den nye regulering, og derfor leder vi med lys og lygte efter nye metoder til at reducere nitratudvaskningen. Ny teknologi i form af for eksempel droner kan være en del af løsningen, siger Torkild Birkmose, der er chefkonsulent på SEGES Innovation.
Bygger på internationale erfaringer
N-Drone bygger på internationale erfaringer, som nu tilpasses danske dyrkningsmæssige og klimatiske forhold. Når projektet slutter, skal løsningerne være klar til kommerciel brug på store arealer. Projektet vil også udvikle vejledningsmateriale og demonstrationer, som kan hjælpe landmænd med at implementere teknologierne.
- Vores mål er ikke kun at vise, at det kan lade sig gøre i praksis, men at levere en køreklar, økonomisk attraktiv løsning, som landmænd og maskinstationer kan tage i brug, siger Thomas Nitschke.
Projektet er støttet af Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP), ledes af Teknologisk Institut i samarbejde med Vestjyllands Andel, Scandinavian Drone Solutions og SEGES Innovation.