Pris til ejerledere i Paul E. Danchell
De to ejerledere bag Paul E. Danchell, David og Stefan Danchell, vinder årets Temapris i forbindelse med kåringen af Årets Ejerleder 2017 i region Sjælland
I forbindelse med kåringen af 'Årets Ejerleder 2017' overrækkes for anden gang en 'Temapris'. Prisen uddeles i år til den virksomhed, som har udvist et stærkt fokus på sammenspillet mellem talent og teknologi, og den blev uddelt af PwC, Nykredit og Dansk Erhverv ved en velbesøgt kåring på Comwell Sorø. Temaprisen er baseret på PwC’s CXO SMV Survey 2017, der viser, at talent og teknologi er afgørende for succes i en virksomhed.- Temaprisen går til David og Stefan Danchell, da de har formået at forvandle en traditionel virksomhed med manuelle processer til en højt automatiseret nichevirksomhed. Med et stærkt fokus på de rette talenter har de med stor succes tilpasset virksomheden til den teknologiske udvikling, fortæller Lars Vagner Hansen, director i PwC, der håber, at de kan være til stor inspiration for andre ejerledede virksomheder.
Paul E. Danchell er en af Skandinaviens førende leverandører af elektronikprodukter og kan varetage både dele af eller hele processen i produktionsløsningerne. Virksomheden har fokus på præcision, kvalitet og konkurrencedygtige processer.
- Paul E. Danchell er et fantastisk eksempel på en virksomhed, som har skabt succes ved at ansætte en direktør. Det har været med til, at de to ejerledere har kunnet koncentrere sig om udvikling, produktion og kvalitetssikring for at sikre virksomhedens teknologiske fordel, som er med til at gøre dem konkurrencedygtige i branchen og skabe unikke muligheder, fortæller regionsdirektør i Nykredit Mikael Storm Andersen og ønsker tillykke med prisen.
Virksomheden følger kontinuerligt med i den teknologiske udvikling og dens muligheder og investerer derfor i både robotter, men også i de rette talenter.
- De to ejerledere forstår vigtigheden af samspillet mellem talent og teknologi, og deres store fokus herpå har sikret, at virksomheden er konkurrencedygtig i udlandet, samtidig med at de holder fast i den høje kvalitet. David og Stefan Danchell fortjener i den grad at blive hyldet for deres fokus på talent og teknologi, siger Sigurd Schou Madsen, chefkonsulent i Dansk Erhverv.
Prisen som Årets Ejerleder 2017 i region Sjælland gik til Ejvind Pedersen fra Scanmetals A/S. Ejvind Pedersen er ejerlederen bag metalvirksomheden Scanmetals, som på baggrund af hans egen idé fra 2009 udviklede en ny metode til miljøvenligt at udvinde metaller fra slagger fra forbrændingsanlæg. Her bliver alt fra slaggerne genbrugt, da restproduktet, som primært er støv, anvendes til vejbelægninger. Virksomhedens kunder er bl.a. tyske bilfabrikker, der benytter metallet til støbning af nye bilmotorer.