Små og mellemstore virksomheder har også brug for PLM
PLM er ikke længere kun for store virksomheder. Øget brug af data, nye arbejdsmetoder og fremkomsten af cloud- og AI-teknologier gør det både nemmere og nødvendigt for også SMV’erne at benytte PLM-systemer.
Af Filip Stål, Nordic Director, PTC
Der var engang, hvor PLM - Product Lifecycle Management - primært var et værktøj, der var forbeholdt de store børn i klasseværelset. Men sådan er det ikke længere.
Rundt om i verden - også her i Skandinavien – oplever vi fra PTC’s side vi en voksende interesse for PLM, også fra de små og mellemstore virksomheder.
PLM-markedet forventes at omsætte for tæt på 60 mia. dollars i 2032, og ifølge en undersøgelse fra Fundamental Business Insights (2025) kan vækstraten endda nå op på 9,4 % mellem 2024 og 2032.
Denne stigning mener jeg i høj grad er et udtryk for, at også SMV’erne nu i stigende grad tager et værktøj i brug, som ellers tidligere primært var forbeholdt de store virksomheder.
Spørgsmålet er hvorfor? Fra mit perspektiv ser jeg to hovedårsager: Innovationskrav og samtidig et behov for at styre kompleksiteten i nogle stadigt mere komplekse udviklings- og produktionsprocesser, der involverer mekanik, elektronik, software og også myndighedskrav.
Og så skal man heller ikke være blind for det faktum, at PLM som følge af fremkomsten af abonnementsbaserede cloud-løsninger pludselig er blevet økonomisk muligt for også mindre virksomheder.
Centraliseringen kommer!
En af de vigtigste udfordringer for en SMV er at 'centralisere' sine produktdata. Det er på en måde en forudsætning eller et must-have for at garantere komponenternes sporbarhed og for at sammenkoble ens processer - fra design over produktion til markedsføring.
For en relativt lille organisation sparer denne 'platformisering' af produktet kostbar tid og reducerer risikoen for fejl. Og her hjælper et PLM-system med at dokumentere hvert trin i produktionen og dokumentere, at alle standarder overholdes.
Nye måder at arbejde på
Der er opstået nye måder at arbejde på, ikke kun på virksomhedsniveau, men også i et globalt økosystem. Samarbejdet foregår både inden for og uden for virksomheden, og det er derfor ikke ualmindeligt, at man som mindre virksomhed åbner dørene for både leverandører og underleverandører. Sådanne mere integrerede samarbejder er ligeledes muliggjort takket være den udbredte brug af cloud-baserede PLM-systemer.
Regulatorisk kompleksitet
Jeg har allerede nævnt den regulatoriske kompleksitet, som naturligvis er en af grundene til, at PLM er ved at blive et uundværligt værktøj. Håndteringen af produktdata og processer skal være ekstremt stringent, bare se på følgende eksempler:
• Elektronikindustrien: Miljøbestemmelser (RoHS, REACH) og standarden IPC-A-610 kræver detaljeret sporing af materialer og komponenter hele vejen frem til enten bortskaffelse eller genbrug.
• Flyindustrien: Standarder som AS9100 eller EASE-krav (European Aviation Safety Agency) kræver fuldstændig sporbarhed gennem hele produktets livscyklus. Hvert trin i design, produktion og vedligeholdelse skal dokumenteres omhyggeligt.
• Bilindustrien: Standarder som IATF 16949 eller ISO 26262 (kritisk systemsikkerhed) kræver omfattende dokumentation af designændringer og et transparent samarbejde med de forskellige leverandører.
Ydermere: Når forsvarsbudgetterne som nu stiger rundt om i verden, medfører det også en ny generation af virksomheder, der ønsker at blive leverandører til forsvarsindustrien. Også de er nødt til at øge indsatsen, når det gælder data- og processtyring.
Skyen som game changer ...
Det var bare nogle eksempler på årsagerne til, at små og mellemstore virksomheder også er begyndt at kigge PLM-systemernes vej - men det er skyen, der har gjort det lettere for dem at gøre det.
Høje omkostninger til IT-infrastruktur er blevet afløst af en mere fleksibel abonnementsmodel, som giver SMV'er mulighed for at komme i gang uden for store investeringer - samtidig med at de får adgang til effektive og sikre værktøjer. I dag er cloud-baserede PLM-systemer modulopbygget, så man kun behøver implementere de funktioner, man har brug for.
Og så er der AI....
PLM er grundlæggende designet til at lette livscyklysstyringen af et produkt ved at organisere og strukturere data.
Dertil kommer nu AI-løsninger, som styrker denne tilgang ved at give forbedrede analyse- og automatiseringsmuligheder - f.eks. ved at gøre mere effektiv brug af data og muliggøre forenklet overvågning af compliance- og godkendelsesprocesser.
Efterhånden som AI udvikler sig yderligere og bliver endnu mere integreret i hverdagens forretningsprocesser, er jeg ikke i tvivl om, at AI vil gøre det endnu nemmere for virksomheder at begynde at høste fordelene ved PLM - også selvom man ikke er på størrelse med IKEA eller Novo Nordisk.