Startup samler droner i supernetværk på dansk jord
En højtflyvende teknologi fra danske startup-virksomhed kan give alt fra miljø-overvågning til logistik en robust og flyvende kommunikationsplatform, der fungerer selv, hvor traditionelle signaler svigter.
Den danske startup-virksomhed, SKYFRR, har udviklet et flyvende netværk, der gør det muligt for én operatør at styre og overvåge et stort antal droner samtidigt - helt uden at være afhængig af GPS eller traditionelle kommunikationssignaler.
Bag SKYFRRs teknologi står et team med rødder i et mere end 20 år gammelt venskab. Eugene Naumenko og Yaroslav Hirnyak mødte hinanden første gang gennem fælles interesse for bjergvandring og teknologi. Senere kom Tom Hamilton med i teamet.
Partnerskabet udspringer af ønsket om at løse et kritisk problem: Hvordan får man ubemandede fartøjer til at kommunikere og samarbejde effektivt i områder, hvor traditionelle signaler ikke fungerer eller bliver forstyrret?
- Der foregår i øjeblikket et teknologisk skifte i industrien, som kan sammenlignes med overgangen fra heste til biler - blot handler det denne gang om skiftet fra menneskestyrede til autonome maskiner, forklarer Eugene Naumenko, der er medstifter af SKYFRR.
Flyvende mobilmast
Svaret på udfordringen ligger i deres flyvende netværk, som fungerer som en kombination af GPS og mobilnetværk i luften - og som samtidig kan operere i GPS-jammede miljøer. Det særlige ved SKYFRRs teknologi ligger i skalerbarheden.
Hvor traditionelle løsninger fokuserer på enkelte droner, muliggør deres system, at én operatør kan styre og koordinere mange droner samtidigt - eller lade dem operere autonomt. Systemet fungerer som en platform, der kan løse en bred vifte af opgaver: Overvågning, monitorering og rekognoscering, som foregår døgnet rundt.
Virksomhedens teknologi har potentiale inden for mange områder; ikke kun i Danmark, men også internationalt.
- Vi arbejder med alt fra miljøovervågning i forskellige verdensdele til rummet. De samme kommunikations- og navigationskrav gør sig gældende for autonome systemer til lands, til vands, i luften og i rummet, siger Eugene Naumenko.
Det brede anvendelsespotentiale skyldes, at teknologien adresserer fundamentale udfordringer for autonome robotløsninger - uanset om de flyver, kører eller svømmer.
Vejen til Odense startede med behovet for et testområde til højde- og langdistanceflyvninger, som virksomheden fandt i det danske drone- og robotmiljø omkring Odense - herunder startup-inkubatoren.
Virksomheden er nu udvalgt til Odense Robotics StartUp Fund, hvor danske og internationale robot- og dronestartups får adgang til soft funding, mentorer og et inkubatormiljø hos Teknologisk Institut i Odense.