epc technology i Horsens får ny svensk ejer

Swede Electronics med hovedkontor i Vansbro i Sverige har erhvervet den danske virksomhed epc technology.

Swede Electronis AB har annonceret købet af Horsens-firmaet epc technology a/s, der har tre forretningsområder: Batteriladere under navnet Powercharge, alarmsystemer til overvågning af fjernvarmesystemer samt sourcing af kundespecifikke elektronikprodukter, plast– og metalemner.

Swede Electronics, der er en af de førende skandinaviske leverandører af bat-teriladere til handicapsektoren og industrien ønsker med erhvervelsen af epc technology at give kunderne adgang til et komplet produktprogram samt at udvide forretningen til at dække hele det europæiske marked.

- De to virksomheders produktprogrammer indenfor batteriladere komplementerer hinanden på fortræffelig vis, og med en sammenlægning af de to virksomheders styrker vil vi blive en af de førende leverandører af højkvalitetsprodukter indenfor bat-teriladere til den europæiske handicapsektor, siger Lars Olsson, administrerende direktør i Swede Electronics AB.

De to forretningsområder indenfor alarmsystemer til fjernvarmesystemer og sourcing af kundespecifikke produkter vil fortsætte uændret ud fra epc technology’s domicil i Danmark.

epc technology bliver et helejet datterselskab til Swede Electronics, der indgår i OJ-Gruppen med hovedsæde i Vansbro, Dalarna/Sverige.

31/10 2019