Branche, teknologi, komponentdistribution

 

Millioninvestering styrker udbredelse af dansk satellitteknologi

Millioninvestering styrker udbredelse af dansk satellitteknologi

En investering på tre millioner kroner skal sætte skub i udviklingen af FieldSense, en unik IT-platform, der ved at kombinere kunstig intelligens med analyse af satellit- og klimadata f.eks. kan adversere landmænd.

Med en investering på knap tre mio. kr. fra Pajbjergfonden og en række private investorer er FieldSense godt på vej til at konsolidere sig internationalt på markedet for satellitovervågning af afgrøder og intelligent analyse af data til landbruget.

- Målet er at tilbyde vores kunder ny viden i form af data på markniveau, inklusiv konkrete analyser af, hvad der bør gøres. Når landmanden registrerer mangel på næringsstoffer eller skadevoldere i marken, er det som regel for sent. Ved at benytte højtopløselige satellitdata kan vi skaffe viden om afgrødernes tilstand meget tidligt. Vores system analyserer afgrødernes væksttilstande, sender en besked til landmanden i tilfælde af problemer og giver derved landmanden et solidt grundlag for handling, meget tidligt, siger Martin Kjeld Pedersen, medstifter af FieldSense.


Stort potentiale for danske landmænd

Udvikling af nye løsninger, der bedre udnytter data i landbruget, vil være af stor betydning for landbruget. Pajbjergfonden, som støtter formål der gavner danske landmænd, ser derfor et potentiale i den unge virksomhed fra Aarhus. Niels Jørgen, bestyrelsesformand ved Pajbjergfonden siger:

- Vores investering i FieldSense er en mulighed for at udvikle teknologiske værktøjer til landmænd, der kan holde dansk landbrug på et højt niveau, til gavn for både miljøet og økonomien. Vores indtryk af firmaet og dets medarbejdere er, at de har et højt fagligt niveau, som giver mulighed for, at dansk landbrug fortsat kan være i front både miljømæssigt og teknologisk.

Sikrer fortsat forskning og international udbredelse

- Samarbejdet med Pajbjergfonden er en unik mulighed for at sikre, at vores forskning og udvikling opnår en høj praktisk relevans for de danske planteavlere. Pajbjergfonden har dybe rødder i det danske landbrug og har derfor bred viden om de aktuelle behov og udfordringer, som danske landmænd har. Nu skal vi have udbredt systemet for alvor og med endnu mere præcise data og analyseværktøjer skabe et værktøj, der er så nemt at bruge, at det bliver en fast bestanddel af landmandens værktøjskasse – både i ind- og udland, siger John Smedegaard, direktør af FieldSense.

De første konkrete tiltag bliver at ansætte flere programmører inden for dataanalyse, hvilket vil sætte yderligere skub i udviklingen af virksomhedens innovative løsninger til landbruget.

Præcise vejrdata til alle landmænd

FieldSense udvikler blandt andet den næste generation af vejrstationer, der ifølge Martin Kjeld Pedersen vil give stærk konkurrence til eksisterende leverandører af vejrstationer og vejrdata:

- Vejrdata er uhyre vigtige for landmænd, og vi har sat det som et mål, at alle landmænd skal have adgang til så nøjagtige vejrdata som muligt – og gerne for hver eneste mark. Samtidig mener vi også, at de eksisterende alternativer på markedet er for dyre, og at de ikke giver den information, landmanden faktisk har brug for. Derfor udvikler vi nu et nyt landsdækkende netværk med mere nøjagtige vejrdata, som landmænd kan få adgang til med et abonnement.

De første 100 vejrstationer er allerede afsat. Landmænd kan få adgang til disse vejrdata for 99,- om måneden.
5/3 2018
Produktlinks
Find din leverandør:

Mekanik underleverandør

Test & Måleudstyr

Test laboratorier

Tilføj dit firma
  • Texim

    Texim

    Focus Suppliers Nordic