Branche, teknologi, komponentdistribution

 

Nu går gymnastiksalen online

Nu går gymnastiksalen online

Med QR-koder og en app lancerer PE-Redskaber, en af Danmarks førende producenter af gymnastikredskaber, nu et web-baseret servicekoncept, der hjælper gymnastikforeninger og efterskoler med at holde styr på deres redskaber.

IoT-konceptet rykker nu ind i gymnastiksalen. Med systemet PE-RemoteCare kan gymnastikforeninger og efterskoler ved hjælp af en smartphone registrere deres gymnastikredskaber og bl.a. få meldinger om slid eller fejl på dem. På den måde kan de forbedre det løbende vedligehold og undgå ulykker pga. fejlbehæftet udstyr.

- Vi ved, at mange af vores kunder ønsker at få et bedre overblik over deres udstyr og ikke mindst den stand, det er i, forklarer Preben Ebsen, indehaver af PE-Redskaber.

- Den løbende udskiftning af instruktører, lærere, redskabsansvarlige og bestyrelsesmedlem-mer gør det vanskeligt at fastholde en præcis viden om det udstyr, man råder over. Derfor har vi udviklet et digitalt værktøj, der giver det overblik, man har brug for, og som gør det muligt at organisere løbende service på redskaberne, alt efter alder og slitage.

Flere funktioner i ét system

Ifølge Preben Ebsen kan systemet bruges til flere ting. Det kan bl.a. indeholde digitale brugervejledninger til de enkelte redskaber. Derudover kan det give et overblik over redskabsparkens samlede værdi, en information der er vigtig i forhold til forsikringsdækning.
Systemet kan også fungere som en fælles inspirations-platform: Trænere og instruktører kan tage billeder af specifikke redskabsopstillinger, optage inspirationsvideoer og dele dem med hinanden.

Både nye og gamle redskaber kan registreres i systemet, uafhængig af fabrikant. Det sker ved, at redskaberne forsynes med en mærkat med QR-kode og et ID-nummer. Med en smartphone eller tablet kan man derefter scanne koden og f.eks. tage et billede af en evt. skade og uploade det til systemet. Meddelelsen går så direkte til den redskabsansvarlige på skolen eller i foreningen.

- Vi giver gymnastikforeninger, efterskoler og haller en mulighed for at få et komplet overblik over deres redskabspark. Ud over forbedret vedligehold og sikkerhed giver det også mulighed for langsigtet planlægning af udskiftning og nyindkøb, forklarer Preben Ebsen, der lancerede det nye system i januar/februar. Virksomheden har allerede fået meget positive tilbagemeldinger. Især fremhæver brugerne, at systemet er enkelt og intuitivt at anvende.

PE-Redskaber fik ideen til PE-RemoteCare i 2015. Undervejs har InnovationsAgenterne bidraget til realiseringen af projektet: InnovationsAgent Susanne Reinholdt Damgaard har bl.a. hjulpet med at finde støttemidler i InnoBooster-puljen.

InnovationsAgenterne er en landsdækkende ordning finansieret af Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte. Formålet med ordningen er at bringe teknologisk viden og inspiration til danske SMV’er for derigennem at styrke deres forretning og konkurrencekraft. InnovationsAgent-ordningen består af et korps af 35 erfarne virksomhedsrådgivere fra Danmarks syv GTS’er (Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter). Deres fælles afsæt er praktisk erfaring og stor faglig viden om teknologisk innovation.

http://www.innovationstjek.dk

15/5 2018
Produktlinks
Find din leverandør:

Mekanik underleverandør

Test & Måleudstyr

Test laboratorier

Tilføj dit firma
  • Texim

    Texim

    Focus Suppliers Nordic