Branche, teknologi, komponentdistribution

 

Techgiganter skal betale for brugen af borgernes data

Der er behov for langt mere åbenhed om, hvordan techgiganterne bruger danskernes data i jagten på profit, lyder opfordringen fra Djøfs TechDK Kommission.

Teknologi påvirker alle dele af vores tilværelse. Vi bliver eksponeret for den fra morgen til aften - på både godt og ondt, når vi bruger mobilen eller køber ind på nettet. Men selvom den teknologiske udvikling har betydet vækst, viden og valgmuligheder, så halter lovgivningen om teknologi bagefter.

Offline og online regulering er i dag langt fra sidestillet. Og det på trods af at internettet i 2019 fylder 30 år - og altså ikke længere kan betragtes som en uskyldig teenager. Tænk blot på, at børn kan se selvmordsvideoer på YouTube, mens der omvendt kan være aldersbegrænsninger på en uhyggelig tegnefilm i biografen.

Derfor er der brug for, at vi som samfund tager et opgør med teknologiens skyggesider. Det mener Djøfs TechDK Kommission, der udkommer med sin første delrapport i dag.

- Den teknologiske udvikling udfordrer nogle af vores samfunds kerneværdier som tillid, åbenhed og lighed for loven. Det er værdier, vi skal værne om og passe på. Vi anerkender teknologiens mange goder, men vi bliver også nødt til at forholde os til de problemer, som står uløste hen. Internettet er blevet voksent, og det er de store techgiganter i den grad også. Men på mange områder har vi ikke set dem tage et voksent ansvar. Det skal de nu, siger formand for Djøfs TechDK Kommission, Stine Bosse.

Djøfs TechDK Kommission ønsker, at det bliver tydeligere, hvem der har ansvaret for skadelige konsekvenser af virksomhedernes databehandling, så brugerne lettere kan holde virksomhederne ansvarlige. Det skal ske ved at styrke kædeansvaret for data. Kommissionen vil også give kontrollen tilbage til brugerne, så man kan bruge tredjepartstjenester til at få adgang til eksempelvis Facebook og Googles services. Og så anbefaler kommissionen at indføre en ny techskat, der giver brugerne økonomisk kompensation for virksomhedernes profit tjent på deres data.

- Det er hul i hovedet, at stenrige globale techgiganter kan slippe for at betale en fair skat i Danmark og dermed bidrage til det danske velfærdssamfund. Ikke mindst når de nu tjener penge på danske data og danske forbrugere. Derfor foreslår vi en såkaldt 5-5-5-techskat, så techvirksomheder, der har en global omsætning på 5 milliarder kroner og en national omsætning på 5 millioner kroner skal betale en skat på 5 procent af deres danske omsætning. Politikerne, både herhjemme og i EU, efterspørger løsninger på de svære techudfordringer. Det får de her. Rapporten er plug-and-play, hvis politikerne vil, siger Stine Bosse.

I alt indeholder rapporten 16 anbefalinger til, hvordan vi sikrer, at vi som samfund styrer udviklingen og undgår, at udviklingen styrer samfundet. Ikke for at bremse den teknologiske udvikling, men for at sikre, at den sker demokratisk, og så alle - ikke mindst brugerne - kan følge med.

- Der er behov for politisk handling på teknologiområdet. Hellere i dag end i morgen, for udviklingen venter ikke på os. Vi tror på, at vi som samfund og med vores demokratiske institutioner kan løse udfordringerne og få alle med på en og samme gang. Men kun hvis vi tør. Derfor er det tiltrængt og progressivt, at en organisation som Djøf ønsker at finde løsninger på de her udfordringer og på den måde være med til at få samfundet til at finde sammen om bæredygtige løsninger, siger it-iværksætter og næstformand i TechDK Kommissionen, Thomas Høgenhaven.

- Vi har tilladt os selv at tænke højtravende og skrive lavpraktisk, så anbefalingerne er så konkrete, at de kan medtages direkte i det politiske arbejde - også i et kommende regeringsgrundlag, siger Thomas Høgenhaven.

TechDK Kommissionen blev i januar nedsat af Djøf med begrundelsen om, at der mangler en demokratisk debat om, hvilken rolle teknologien skal spille i fremtidens samfund, og hvordan vi kobler vores grundlæggende samfundsværdier med techverdenens fremskridt og muligheder.

Siden har kommissionens 17 medlemmer identificeret udfordringer og diskuteret løsningsforslag. Anbefalingerne er udarbejdet af kommissionens medlemmer - med bidrag til en række af anbefalingerne fra eksterne økonomer og jurister.

25/6 2019
Produktlinks
Find din leverandør:

Mekanik underleverandør

Test & Måleudstyr

Test laboratorier

Tilføj dit firma
  • Texim

    Texim

    Focus Suppliers Nordic
  • altoo

    altoo

    Nyt om måleteknik. Gratis webinar. Tilbud på demoudstyr
  • congatec

    congatec

    Rugged 10 GbE infrastructure equipment
  • ROHM Semiconducter

    ROHM Semiconducter

    En PMIC til NXP’s i.MX 8M Mini applikations-processor
  • altoo

    altoo

    Få mere oscilloskop for pengene. Gratis undervisningsmateriale fra Keysight