Startup får penge til 'blød' robot
XiniX AI står bag en 'blød' robot, der kan 'vokse' ind i aflukkede rum og føre sensorer frem, hvor traditionelle inspektionsmetoder kommer til kort. Virksomheden har nu sikret sig en pre-seed-investering, der skal bringe teknologien tættere på markedet.
Hvert år bevæger arbejdere sig ind i miljøer, som er farlige for mennesker at opholde sig i - herunder trykbeholdere, destillationstårne og underjordisk infrastruktur. Det vil den danske startup virksomheder XiniX AI ændre på med Sprout, der er en 'blød' robot, der kan vokse gennem smalle og komplekse strukturer og nå områder, der er vanskelige eller risikofyldte at tilgå.
- Der findes lukkede rum overalt i industrien - i olie- og gasanlæg, kemiske fabrikker, nukleare faciliteter og siloer - hvor det indebærer stor risiko for mennesker at bevæge sig ind. Vores teknologi gør det muligt at inspicere disse anlæg uden menneskelig tilstedeværelse, samtidig med at den genererer data, som kan bruges til bedre planlægning af vedligehold, siger Eric Herrero, CTO og medstifter af XiniX AI.
Investoren er er Actia Partners, som er en London-baseret investor med fokus på virksomheder i den tidlige kommercialiseringsfase.
- Investeringen gør det muligt for os at accelerere udviklingen og bringe robotten ud i virkelige industrielle miljøer. Samtidig giver den os mulighed for at udvide teamet og ansætte en ny kollega, som kan arbejde fuld tid her i Odense, siger Eric Herrero.
Stigende interesse fra industrien
Gennem det seneste år har XiniX AI gennemført pilotprojekter med internationale industripartnere inden for blandt andet olie og gas, inspektion og certificering, kemi og byggebranchen - og flere projekter er undervejs.
- Når industrielle aktører ser Sprout i praksis, bliver værdien tydelig. Den løser et problem, som eksisterende løsninger ikke adresserer - og gør det på en sikker, skalerbar og datadrevet måde, siger Jaskaran Sandhu, CEO og medstifter af XiniX AI.
Samtidig gør teknologien det muligt at indsamle strukturerede data om anlæggenes tilstand, som kan bruges til AI-baseret fejldetektion og vedligehold.
Inkubatorforløb har accelereret udviklingen
XiniX AI, der oprindeligt er stiftet i Belgien, blev i 2025 optaget i Odense Robotics StartUp Funds inkubator ved Teknologisk Institut, hvor virksomheden har fået adgang til teknisk sparring, testfaciliteter og et stærkt robotnetværk.
Ifølge virksomheden har inkubatoren spillet en vigtig rolle i deres udvikling.
- Odense Robotics-miljøet har givet os adgang til infrastruktur, som vi ikke selv kunne have opbygget, og et netværk, der har sat os i kontakt med de rigtige industrielle partnere på det rigtige tidspunkt, siger Jaskaran Sandhu.
Målet er at have de første robotenheder i drift hos kunder i løbet af året, samtidig med at udviklingen fortsætter fra basen i Odense.