Trådløs og batteridreven højttaler med unikt konceptMikael Dich med en prototype på en batteridreven stander/reol højttaler, der er bygget i 19 mm krydsfiner af birketræ.

Trådløs og batteridreven højttaler med unikt koncept

Danske LIAB har udviklet et koncept for fuldt trådløse og batteridrevne højttalere, der let kan flyttes rundt i stuen, og som (forhåbentlig) kan passere den såkaldte WAF (Wife Acceptance Factor) test.

Der er brug for nye højttaler-koncepter, hvis den 'gode lyd' skal tilbage i stuen, hvor traditionelle højttalere højttalere ofte dumper den såkaldte WAF (Wife Acceptance Factor) test.

Det mener LIAB i Støvring, som har specialiseret sig i udvikling af hardware/softwareløsninger baseret på Linux til kunder inden for en lang række forskellige brancher. 

Som en sideaktivitet til firmaets kerneaktiviteter har LIAB med firmaets stifter Mikael Dich i spidsen introduceret det såkaldte LIABLoud-projekt, som blev demonstreret på Elektronikmessen i Odense i form af en stander/reol (bookshelf) højttaler samt en gulv (tower) højttaler. 

Begge højttalere er batteridrevne og kan fungere 100 procent trådløst med streaming fra f.eks. en mobiltelefon. 

- Vi vil have de velspillende højttalere tilbage i stuen, og der skal være fokus på bekvemmelighed og højere WAF. Højttalerne skal være nemme at flytte rundt, og derfor har vi valgt at inkludere et bærehåndtag, som er med til at understrege, at der er tale en fuldt trådløs højttaler, som også kan gemmes helt væk, når den ikke bruges, hvis man ønsker det, forklarer Mikael Dich, og han fortsætter: 

- Vi tænker os, at højttalerne skal være tilgængelige i form af et byggesæt, der er lette at samle - lidt som et Ikea-skab - og som samtidig fremstår designmæssigt attraktive. Men vi udelukker ikke, at vi kan tilbyde højttalerne som færdigsamlede i samarbejde med en ekstern partner, hvis vi kan opbygge en bæredygtig forretningsmodel for at gå i den retning.

Højt integreret system- og forstærkerboard 

Hjørnestenen i de batteridrevne højttalere er et LIAB-udviklet system/forstærker-board, der inkluderer et Bluetooth TWS (True Wireless Stereo) modul til kommunikation med en smartphone eller lignende, hvor musikken vælges via den foretrukne streaming-app. 

I audiosignalkæden på modulet indgår der endvidere en programmerbar DSP enhed, der tager sig af de aktive delefilterfunktioner og tonekontrol (ADAU1401 fra Analog Devices), samt en højeffektiv 2x45 klasse D-forstærker (TAS5766 fra Texas Instruments), der forsyner hver af de to enheder i højttalerne. 

Alt nødvendig elektronik til ladning af batterierne er også integreret på boardet, og det hele styres af en central ’house-keeping’ microcontroller (STM32F072 fra STMicroelectronics). 

Signalvejen helt fra afspilningsenheden, f.eks. en mobiltelefon, igennem luften, gennem DSP og til udgangen af forstærkerenheden er fuld digital og baseret på brug af I2S protokollen, så der er tale om en platform, der kan operere med en høj og strømlinet audiokvalitet i hele signalvejen uden konvertering fra det digitale til det analoge domæne. 

Batteripakken, der er monteret på bagsiden af modulet består af seks 18650 Li-ion batterier, der leverer en forsyningsspænding på 24 Volt til forstærkeren. 

Modulet fylder 160x90 mm og vejer omkring 400 gram inklusiv batterier og ved normal lydstyrke vil højttaleren kunne fungere omkring 20 timer mellem opladninger.

De næste skridt 

Der mangler kun nogle få tilpasninger og revideringer, før modulet er helt færdigudviklet. Ifølge Mikael Dich er det en mulighed, at kommunikations/DSP/forstærker modulet kan leveres som en OEM-løsning, der f.eks. kan tilbydes etablerede eller nye højttalerproducenter, som dermed kan udvikle egne højttaler-løsninger omkring modulet. 

På længere sigt kan løsningen endvidere tænkes udvidet til også at understøtte trådløs overførsel af audiosignalerne via f.eks. WiFi. 

- Der er ikke noget, der ligger fast endnu, og vi er åben for gode ideer til, hvordan vi kan komme videre. Modulet skal i forbindelse med en kommercialisering testes, certificeres og CE-mærkes, og det er en proces som let kan løbe op i adskillige hundredtusinde kroner. Før vi går videre med det, skal vil selvfølgelig i den kommende tid have fuldt ud afdækket interessen for projektet, siger Mikael Dich.

Læs hele artiklen om LIABLoud projektet i den nye nummer 4 af Elektronik & Data.

Link til ’online-versionen’


23/6 2026